Munkene er vendt tilbage

Mange nyheder på Børglum Kloster

BØRGLUM:Der er kommet munke ved bordene, kokkepige i køkkenet, spøgelse i kælderen og hest i stalden på Børglum Kloster i vinterens løb. De nye indvånere er dog ikke af kød og blod, men af papmaché. Pedellen på Vrensted Skole har lavet skabelonen til hesten, men ellers har Anne Rottbøll og veninden Birgitte Weiergang, der er et kunstnerisk multitalent, lavet det hele selv. De "udstoppede" munke og de øvrige skikkelser er lavet af mannequindukker, som har fået munkedragter på. Birgitte Weiergang står bag de livagtige ansigter. Birgitte Weiergangs mand, lokalhistoriker og amatørarkæolog Gert Jensen, har en stor finger med i spillet i den historiske udstilling, der dækker det meste af Danmarkshistorien set fra Børglum Bakke og udvikles løbende. - Nogle ting er vi gået let henover, så der er stadig mange gode historier at fortælle, siger Hans Rottbøll. Flere steder er der kommet nye plancher og ting, der fortæller om klostrets spændende historie. En ny udstilling om katedralskolen på Børglum Kloster er næsten færdig, og der er også planer om at lave noget mere om munkenes liv i Børglum. - Munkene indførte jo alt, fra sæbe til læsekunst, påpeger Hans Rottbøll. Familien Rottbøll vil også gerne fortælle historien om munken, Broder Eskild, der i 1215 blev sendt til Rom for at få pavens tilladelse til at flytte højalteret i Børglum Klosterkirke. - Broder Eskild gik til Rom. Han sultede, blev overfaldet og ramt af sygdom undervejs, men han nåede frem og fik pavens underskrift, fortæller Anne Rottbøll. Hjemturen var vel sagtens ikke meget sjovere end udturen, og helt galt blev det, da Eskild på vej gennem Tyskland hørte, at paven var død. - Han skulle jo have den nulevende paves underskrift, så han måtte vende om og gå tilbage til Rom. Turen kom til at tage ham tre år. Broder Eskild sidder nu i papmachéskikkelse og hviler sig i kælderen på Børglum Kloster, hvor man også møder en anden, knap så from skikkelse: Kiærskjold, der ejede Børglum Kloster fra 1716 til 1742 og var en rigtig styg type. Han er et af klostrets tre spøgelser, men går kun igen juleaften.