Munkens profeti

Det er med Lars Lilholt som med god vin. Begge bliver bedre med årene

10
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Foto: Michael Bygballe Lars Lilholt

Profetien hørte Lars Lilholt en forårsdag i 1973, da han stod for foden af det hellige bjerg, Carmel, sydøst for byen Haifa. Med en vis pondus forudsagde en hollandsk munk, at der en dag ville blive lyttet til den spinkle 19-årige knægt fra Nordjylland over hele Danmark. Officielt var Lilholt taget til Israel for at se, hvordan et socialistisk eksperiment som en kibbutz fungerede, men i virkeligheden var det nok snarere fordi geografien var det sted længst væk fra Aalborg, han kunne rejse for pengene han havde ”puklet” sig til på FDB`s centrallager i Skalborg, og som musikhjælper i en børnehaveklasse på Suldrup Skole i Himmerland. - Jeg skulle bare væk. Ud i verden! Og Indien eller Nepal havde jeg hverken råd eller mod til, for jeg var en lidt forsigtig dreng. Ruteflyet fra København til Tel Aviv og de genkendelige stednavne trak i mig. Konflikten mellem palæstinensere og israelere var allerede dengang nærværende. Inderst inde lå min sympati nok mest hos palæstinenserne, men drabet på uskyldige israelske sportsfolk under OL i München i 1972 havde fået troen til at vakle, siger Lilholt og husker sikkerhedsforanstaltningerne omkring El Al flyet som ganske overvældende. Anderledes fredsommelige er omgivelserne denne vintermorgen ved Gudenåens bred, hvor trubadouren, folkesangeren, rockpoeten, popskriveren – eller historiefortælleren, om man vil – med et glimt i øjet og klar stemme byder indenfor i verden af fortællinger, der indledes i musikværkstedet på første sal, hvor manuskriptet til en selvbiografi og instrumenter en masse hober sig op nær den computer, som efter få kommandoer afspiller nye tekster. Produktiv som nogensinde er manden, der uden at rødme ligefrem påstår, at han bliver ”smukkere og smukkere med tiden”. Roden Og noget er der om snakken – altså det der med at være produktiv som sjældent set, hvorfor Lilholt inden længe bejler til endnu en Danish Music Award som årets folk-sangskriver. - En kollega, Billy Cross, sagde engang til mig, at det var heldigt at jeg ikke brød igennem allerede som 20-årig. Og jeg tror, han har ret, for jo ældre, jeg bliver, desto mere lyst har jeg til at skrive ny musik. Lars Lilholt er i dag er nærmere de tres end halvtreds. Og med masser af mod på nye udfordringer. Med genfortolkninger af musikkens ikoner og en omgang lykkehjul med sange fra eget katalog, skrevet gennem årtier, var han således ikke bleg for at stille op i et øltelt midt om natten under Århus Festuge sidste efterår. - Det var et væddemål med festugedirektøren. Han troede ikke, jeg turde. Men Lilholt fil teltet til at koge i tæt samklang med den lejlighedsvise lykkehjulsbestyrer, Frank Megabody. - Det er en måde at udvikle sig på. Og det er nødvendigt, hvis man ikke vil ende som en sur gammel mand, konstaterer Lars Lilholt, der blev født på Nørrebro og voksede op i Aalborg. Danmarks svar på Liverpool, som han betegner byen. – Aalborg har sjæl. Fodboldbossen, Lynge Jakobsen, i AaB symboliserer byens sjæl. Klar tale og ingen bullshit! Folk er dybt forankret i den egn. Og selvom det er længe siden, jeg har boet der, så har jeg et billede af, at der den dag i dag findes en rebelsk kerne i Aalborg. Forfatteren Jacob Ejersbos bog, Nordkraft, er sådan set min historie blot fortalt 10 år senere. Jeg kom ud af byen, inden det gik helt galt, som det jo gjorde for flere af dem i bogen. Jeg befandt mig i et mere flippet miljø og skulle heldigvis passe mine fodboldkampe i Aalborg Chang indimellem den ene rus afløste den næste, siger Lars Lilholt, der følte det som en stor sorg, da han som 54-årig spillede sin sidste ”rigtige” serie-seniorkamp. At han så fortsat på stive ben stavrer mod græstæppet og spiller en solid back på onsdags oldboys holdet i sin landsby tæller ikke rigtigt med i det regnskab, fastslår han. Den røde tråd Men det var hverken sorg eller vemod, der fyldte ham, da Aalborg Teater for nylig skabte et teaterstykke over 25 af hans musikalske tekster. - Jeg var først og fremmest beæret. Det var meget rørende og bevægende at sidde med min familie i et teater, hvor jeg er kommet, siden jeg var dreng. Der kom skole- og fodboldkammerater og hilste på mig i pausen. Mit liv hang sammen i et kort øjeblik den aften. Det gav mening at sidde i det teater. I byen hvor faderen var arkitekt. Moderen korrespondent og ud af en familie med rødder i Frelsens Hær i Nørresundby. Lars’ farfar var familiens patriark og æresmedlem i AaB, hvor han bowlede såkaldt overarms cricket. Danseskole havde han også. Korrekt klædt trådte barnebarnet her sine første dansetrin til skræk og advarsel for de øvrige elever. - Det har kostet mig 30-40 år på landevejen, som profileret folkesanger, for kun sådan kunne jeg vinde selvtilliden tilbage, forklarede Lars Lilholt et nærmest andægtigt lyttende publikum under en solokoncert, da skribenten en aften lyttede med på en kro i Vestjylland. Ordene fik lov at hænge i luften. For det med at holde kunstpauser og trække en forsamling gennem en historie kan Lilholt, om beretningen så handler om Jens Langkniv, Hvidstengruppen, den første fiol eller en kærlighedsgudinde. Og ikke en Lilholt-tekst uden kærlighed. - For kærligheden er det grundstof, der binder mennesker sammen, siger Lilholt, der selv har øvet sig på dette gennem flere kærlighedsforhold og to ægteskaber. - Tidligere var mit ego væsentligt større, men jeg øver mig hele tiden i at være nærværende. Jeg har lært at være til stede i øjeblikket. I dag er hverdagen med min hustru, Nina, og mine børn af andet kuld det vigtigste for mig. Jeg holder af at køre min datter i skole og snakke undervejs, og jeg er nærmest lykkelig, når jeg står i en sportshal et eller andet sted i landet og ser min søn spille fodbold. Jeg har erkendt, at mit liv er skabt af en række tilfældigheder. Måske kan man finde en rød tråd, hvis man ser sig tilbage, men livet er ofte skabt ud af kaotiske valg, Jeg har bestemt ingen masterplan i tilværelsen og forsøger blot at holde mig fit for fight. Rebellen Lars Lilholt vil dog gerne sætte spor i danskernes bevidsthed. Og med sangen ”Kald det kærlighed” har tekstmageren for længst skrevet sig ind i danske hjerter og den danske højskolesangbog med en sang, der kæmper med Gasolins ”Kvinde min” om nationens gunst. - Jeg har vel sunget den et par tusinde gange og gør det gerne igen. Den betyder meget for mig, vedgår Lars Lilholt, der allerede i gymnasiet drog ud for at spille sin egen musik. Op gennem halvfjerdserne brugte han ungdommens energi i gruppen Kræn Bysted, fordi der i 1973 ikke blev hold på Det Nødvendige Seminarium nær Ulfborg, hvor han ellers godt lige ville have været med en busfuld ligesindede til Afghanistan. Og da det ikke kunne blive Tvind, mens motivationen var i top, blev næste uddannelsesstop lærerseminariet i Silkeborg – atter efter tilfældigheder og en lineal på et landkort. Dengang stod alt i fællesskabets tegn for nordjyden, der logerede i et kollektiv i en gammel brugsforening i Røgen, hvor bestyrelsen ellers havde slået sig noget i tøjret over udsigten til en flok hippier. Rebellen, Lilholt, slog da bl.a. sine folder på det lokale fodboldhold i landsbyen og i Ø-lejr-bevægelsen, inden han efter seminariet drog mod et nyt musikkollektiv. Drivkraft Sådan cirka på det tidspunkt var det, at reggaekongen Bob Marley lod sig interviewe iført fodboldstøvler, og forfatteren Hans Jørgen Nielsen skrev ”Fodboldenglen”. Pludselig hang Lars Lilholts verden sammen. Koblingen mellem to store lidenskaber var skabt, og nu skulle der i den grad satses på musikken. - Lærer blev jeg aldrig, for jeg ville kun spille musik, forklarer Lilholt, der efter nær et årti som den drivende kraft i Kræn Bysted lod bandet opløse, da et ”tilbud” om at spille som opvarmningsband i Canada skabte splid. Da svor Lars Lilholt, at når han startede noget op igen, så skulle det bære hans navn. På den måde kunne han nemlig sikre sig, at bandet først gik i opløsning, den dag han selv gik i opløsning. Nye og parkerede sange blev hentet frem fra gemmerne, da Lars Lilholt med band debuterede på Skive Museum først i firserne. Lars ville være den nye Bob – Dylan. - Selvom andre har bidraget undervejs, så er Lilholt Band i den sidste ende mit værk. Det er mig, der hele tiden har skubbet processen fremad. Op gennem halvfemserne fulgte tiden med egen scene på egen lastbil inden open-air-begrebet og de musikalske sommerfester blev allemandseje. Og som Bob Dylan er Lars Lilholt på en art never ending tour. Få, hvis nogen i branchen overhovedet, har som Lilholt-bandet sendt så mange drenge og piger på fodboldlejre, da sommerkoncerterne næsten altid arrangeres sammen med lokale idrætsklubber, der høster overskuddet til ungdomsafdelingerne. Som nu i Hornsyld denne sommer, hvor Lars Lilholt stillede op til en uforglemmelig aften kun få timer efter at et hvepsestik i halsen havde sendte ham på intensivafdelingen. - Jeg fortalte lægerne, at jeg skulle spille. Og jeg fortalte, efter en katastrofal start på koncerten, publikum, hvad jeg havde været ude for. Det blev en fantastisk aften med et nærvær og et fællesskab, som man kun sjældent oplever. Og netop tanken om fællesskab og solidaritet har hele tiden været den skabende kraft, siger bandbossen, som undervejs har haft en bror og søster indover Lars Lilholt Band. Arbejdsgiver Dette ikke uden sværdslag og omkostninger for nogen af de involverede. Alligevel – eller måske netop derfor? – tøver Lars Lilholt ikke ved at betegne den nuværende musikbesætning, som den bedste gennem årene. Mere end 300 tekster er det blevet til, hvilket har fået Jacob Wolf, lektor i etik og religionsfilosofi, til at skrive en bog om Lars Lilholts univers, som er blevet stemplet både simpelt og banalt set fra hovedstadens kulturtårne. Og da jeg nævnte det faktum en sen nat over et glas rom efter solokoncerten på Lunde Kro, svarede Lars Lilholt prompte: - Jeg har ikke en karriere, jeg har et liv. Jeg har aldrig funderet nærmere over, hvad der driver mig. Jeg skriver bare sange, for jeg kan ikke lade være. Mit eget liv og litteraturen er brændstoffet. Det jeg laver, solo og med band, skal være 110 procent i orden. Jeg vil da gerne lave sublim kunst, men samtidig driver jeg også et firma, hvor folk skal have smør på brødet. Jeg er både kunstner og arbejdsgiver. Inspirationer Som kunstner har Lars Lilholt siden tresserne først og fremmest ladet sig inspirere af Cohen, Dylan, Donovan og Steppeulven, Eik Skalø. - Jeg ville være som dem og stå på en scene. Jeg har altid været en song and dance mand. Jeg har altid holdt af at tage bagindgangen gennem køkkenet til scenen, men jeg føler mig også hjemme på en rød løber. Jeg oplever, at mine tekster, der vel nærmest er bønner og besværgelser, kommer til deres ret alle steder. Alt, hvad jeg skriver, har noget med mig selv at gøre. Jeg er derfor altid på arbejde – og opfatter det som en privilegeret livsform. Man kan godt betegne mig som en intellektuel på en lang rejse. Og på den tager jeg mig selv dybt alvorligt, men ikke højtideligt. Jeg elsker ros og blev meget glad, da Politikens anmelder, Kim Skotte, roste min seneste udgivelse, Jokerne. Men anerkendelsen fra København higer jeg ikke efter på samme måde længere. Musikken er min måde at leve på. Jeg har fået dannet nogle baner i hovedet, der gør, at jeg skal beskæftige mig med tekster og musik. Jeg vil få det fysisk dårligt, hvis ikke jeg arbejder med mine tekster, forudser Lars Lilholt og vender tilbage til den selvbiografi, han skriver på. - Hvis den skal skrives færdig og udgives, så skal den være hudløs og ærlig! Det er både udfordringen og forbandelsen, for der vil være ting, der kan såre andre – f.eks. forholdet til min første kone. For mig handler livet først og fremmest om at tænde lys for hinanden. Sangen om det har jeg for længst skrevet, men derimod kan jeg ikke skrive om ting, der lige er sket. Til gengæld kan jeg skrive om ting, der er sket for længe siden og gøre dem nærværende, siger manden, der ifølge egne beregninger først omkring årtusindeskiftet sådan for alvor begyndte at tjene penge. Inden da havde han lært at leve på en sten. Og skulle det ende sådan igen, tager han det med, påstår han. - Man ved aldrig præcist, hvad der sker, men kan jeg holde musikken levende, så kan jeg godt forestille mig at stå på scenen om 10 år. Gudenåen Lars Lilholt ser nemlig sig selv som katalysator for folks egne drømme, forventninger, håb og sorger. - Vi leder vel alle sammen efter de smukke øjeblikke i livet. Og jeg siger det gerne højt, når jeg er lykkelig. Jeg nyder roen herude på landet. Mine teenagebørn ville elske, at vi rykkede til byen, men jeg har boet langs den flod her, siden jeg flyttede fra Aalborg. I Silkeborg, Kongensbro, Langå og nu her nær Ry. Der er noget med mig og Gudenåen. Jeg må blive her, medmindre der sker katastrofer, siger Lars Lilholt, der har det fint med at bo langt fra havet. - Man kan ikke få alting, konstaterer han, der gerne titulerer sig som formand for en ”glædespatrulje”. En patrulje, der gerne sender koncertgæster hjem i opløftet tilstand. - For kan folk glemme sig selv i et kort sekund, så er missionen lykkedes. Det er ligesom med sex og fodbold – hvor man kan glemme sig selv et øjeblik. Det gør Lars Lilholt ligeledes et par måneder i ny og næ på Sicilien eller Korsika, hvor han finder den horisont, som kan være lav ved Gudenåens bred. - Det primære er at være tæt på mine børn og kone, men det er også skønt blot at være en halvgammel mand, der kan gå i fred på stranden. Det kan han ikke, når han hen over den længe ventede sommer spiller op til fællessang på en herregård i Brovst, en festival i Nibe og siden i Frederikshavn for så at slutte af i skoven i Aalborg. - Man kan ikke længere sige, at det er noget nyt, at Lars Lilholt kommer til byen. Jeg har det fint med, at det er blevet en tradition mange steder. Det er så min opgave at holde det hele levende og skarpt indenfor den ramme. Det holder mig til ilden! Hele mit liv har drejet sig om musikken – jeg erindrer min første spanske guitar, der duftede af rosiner. Jeg har efterhånden levet af at være musiker og sangskriver i 35 år. Hvad det egentligt ville sige, kunne jeg umuligt forestille mig den morgen ved Carmel Bjergets fod, hvor jeg hånligt viftede munkens profeti væk fra mine ører til tonerne af en traditionel irsk sang. {