Munter jubilæumskoncert fyldte kirken til sidste klapstol

} MUSIK: Hanbo-Korets 30 års jubilæum blev fejret med maner i en propfyldt Oksholm Kirke med sangeren og skuespilleren Kurt Ravn som veloplagt hovednavn. Den højloftede kirke har en suveræn akustik, og den kom flot til sin ret i den afvekselnde koncert, lige fra swingende gospelsang til stille orgelmusik og Kurt Ravns indlevede fortolkninger af svenske og danske sange. Organisten Carl-Ulrik Munk-Andersren gjorde sit til, at aftenen blev mindeværdig, ikke mindst med hans swingende udgave af Hymn to Freedom. Aftenen sluttede med en afdeling, hvor Hanbo-Koret dannede en flot baggrund for Kurt Ravn, efter at koret havde givet prøver på sin egen kunnen med dejlige danske toner. Som indledning til den festlige aften lykønskede borgmester Mogens Gade koret og fremhævede især den utrættelige korleder Ida Larsens store indsats.