Frederikshavn

Muntert minikollektiv på 24 småhuse

Cloosparken afd 4. fylder 50 år - og beboerne er ellevilde med at bo der

FREDERIKSHAVN:I begyndelsen taler de faktisk så veloplagt i munden på hinanden, at det kan være lidt svært at finde hoved og hale i snakken omkring bordet hos Dagny og Jens Termansen, der har inviteret naboen, Ester Jacobsen, på visit i udestuen på Barfredsvej. Alle tre er de nemlig meget optaget af at forklare, hvorfor de egentlig har boet i Cloosparken så længe, som de har - for familien Termansens vedkommende i 40 år og for Ester Jacobsens i 45 år. Og DET synes nok at kunne tåle en nærmere forklaring. Afdeling 4 er en lille hyggelig bydel med 24 små huse, omkranset af ditto pænt store haver i kvarteret omkring Barfredsvej. Lejehusene hø-rer ind under Frederikshavns Boligforening af 1945 og er tegnet af den berømte arkitekt Leopold Teschl. - Jamen, her er jo så hyggeligt og vi har et helt utroligt sammenhold. Og så har vi godt nok holdt mange fester i "Tørrestuen". Sommerfester, julefrokoster, gadefester og høstfester.Og banko, da vi skulle samle penge ind til fællesmøblerne, siger Dagny Termansen der - sammen med Jens - har boet i Cloosparken i 40 år. Chokoladeskålen kommer på bordet, og snakken fortsætter ufortrødent. - Og kan I så huske de fester, der blev holdt - vi dansede bare på livet løs! Det gør vi jo ikke mere, men vi kommer stadig sammen. Bortset fra et par enkelte beboere, snakker vi jo nærmest med alle, der bor hér, siger Ester Jacobsen. Hun og hendes mand flyttede fra 2. sal i Viborggade til huset på Mette Billesvej. Og det var den rene svir pludselig at have have og bedre plads. Endnu mere plads fik de, da de byggede to ekstra børneværelser til. - Men der har boet familier med endnu flere børn i husene. Hos Ludvigsens havde de fire børn og hos Isaksens var de vist helt oppe på seks, siger Dagny og Jens Termansen. Men foden under eget bord har mange fordele. - Her kan man jo også spille radio lige så højt, man lyster. Dét kan man ikke i en opgang - så kan naboen jo høre det, siger Ester Jacobsen med et glimt i øjet. Faktisk har Cloosparken oplevet, at folk, der flyttede væk, kom tilbage. - Dén familie, der boede i vores hus, de savnede Cloosparken så meget, at de flyttede retur. Ja, altså de fik jo ikke lov til at bo hos os - men de kom tilbage, så det er et sted, folk bliver, siger Esther Jacobsen. Damerne mindes ikke blot festerne, men også de lede forsatsvinduer, der var nødvendige om vinteren - og som var næsten umulige at pudse. Og en overgang var vinduerne så utætte, at det nærmest føg ind. - Jeg husker en 5. maj, hvor lysene i vinduerne blæste ud, så utæt var der, siger Ester Jacobsen. Men ulemperne har klart opvejet fordelene i Cloosparker. Og snakken vil derfor - karakteristisk nok - ingen ende tage. - Nej, vi flytter altså ikke herfra, før vi bliver båret ud med fødderne først, det er både sikkert og vist, siger Jens Termansen.