Murray langt fra topform dæmper Wimbledon-forventninger

Andy Murray ved ikke, hvad han skal forvente af sig selv, når Wimbledon begynder i næste uge.

Andy Murray trænede lørdag på Wimbledon-anlægget forud for årets tredje grand slam-turnering. Foto: Peter Nicholls/Reuters
Tennis 1. juli 2018 09:26

Under normale omstændigheder ville skotten Andy Murray være blandt de største favoritter, når Wimbledon begynder, men sådan forholder det sig ikke, når grand slam-turneringen på græs indledes mandag.

Murray har på grund af en hofteskade stort set ikke spillet siden Wimbledon sidste år, og han er derfor langt fra topformen.

Blot tre kampe er det blevet til for Murray, siden han fik comeback i juni efter 11 måneders pause.

- Jeg er glad for at være tilbage i kamp, men jeg må se, hvordan jeg har det, når jeg vågner op de næste dage. Jeg må tage det dag for dag og se det som en proces, siger Murray på pressekonferencen forud for Wimbledon.

- Jeg træner på et højt niveau med høj intensitet hver dag med nogle af de bedste spillere i verden. Det er positivt i jagten på at opnå en bedre form.

Murray vandt Wimbledon i 2013 og 2016, men formen indikerer ikke, at en tredje triumf kommer i hus midt i juli.

Allerede i første runde kan han komme på en svær opgave i skikkelse af den franske humørspiller Benoît Paire, der besidder et højt teknisk niveau.

- Normalt ville jeg føle et stort pres lige nu og være meget nervøs, men jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg skal forvente af mig selv denne gang.

- I andre sportsgrene bliver man ikke sendt ud for at møde de bedste spillere i verden lige efter et comeback, og jeg har stadig meget at arbejde med, lyder det fra Murray.

Han skal efter planen i aktion i turneringen tirsdag.

Den topseedede verdensetter, Roger Federer, tager hul på turneringen mandag.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...