Udland

Mursi indgår kompromis med dommere

Optrapning af krise i Kairo omkring Mursis dekret synes afværget under præsidentens møde med dommere.

Mursi indgår kompromis med dommere

Egyptens præsident, Mohamed Mursi, har mandag ført forhandlinger med dommere fra Egyptens øverste juridiske myndighed i et forsøg på at løse den politiske krise, som er blevet udløst ved, at han har givet sig selv mange nye, vidtrækkende beføjelser.

- Mursi gik under forhandlingerne ind på, at kun beslutninger, der er "suveræne", vil blive beskyttet af hans dekret, der fritager præsidenten for tilsyn fra domstole og andre myndigheder, siger en talsmand for præsidenten.

Talsmanden Yasser Ali antyder, at der blev indgået et kompromis for at undgå en forværring af krisen.

Siden Mursi udsendte dekretet torsdag, har Kairo og flere andre byer været præget af demonstrationer, der ind imellem har udviklet sig voldeligt.

En person er dræbt og omkring 370 såret i de seneste fire dages sammenstød mellem politi og demonstranter.

Præsidentens politiske modstandere beskylder ham for at opføre sig som en ny diktator og er bange for, at Det Muslimske Broderskab - som Mursi kommer fra - er i gang med at sætte sig tungt på magten i landet.

Konflikten har udstillet den dybe kløft mellem islamister og deres modstandere, og den seneste uro har fået de egyptiske aktier til at tage et dyk nedad på syv procent.

- Præsidenten siger, at han har den største respekt for de instanser, der fører tilsyn med præsidentens beslutninger, siger Mursis talsmand, Yasser Ali.

Allerede inden mødet mellem Mursi og dommerne fra Det Øverste Juridiske Råd var slut, antydede landets justitsminister, Ahmed Mekky, at Mursis dekret kun burde gælde for "suveræne anliggender."

Det Muslimske Broderskab, der støtter Mursi, meddelte mandag aften, at det vil indstille planlagte demonstrationer tirsdag for at undgå vold. Partier, som er rasende over Mursis dekret, har planlagt nye protester tirsdag.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.