Kunst

Museer bliver gift

10 nordjyske museer i enestående samarbejde til over syv mio. kr.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Samarbejde er den eneste vej frem, mener Lisette Vind Ebbensen, der er direktør for Skagens Museum.

Det er ikke længere nok for de nordjyske museer at være gode venner. 10 af dem har netop besluttet at indgå ægteskab og samarbejde tæt om udstillinger, ansøgninger og formidling til mere end syv mio. kr. - Det er simpelthen nødvendigt, siger Hans Munk Pedersen, museumsleder på Bangsbo Museum og tovholder på netværket Kulturarvnord. - Vi bliver nødt til at blive dygtigere til at søge penge til projekter, fordi vi får færre penge i faste tilskud end før. Samtidig bliver konkurrencen om folks tid stadig hårdere, så vi skal gøre mere for at formidle, reklamere om du vil, for alt det, vi har at vise frem, uddyber han. De 10 museer har allerede modtaget 3,6 mio. kr. af Vækstforum, og er nu i gang med at søge samme beløb hos diverse fonde samt beskrive den endelige form på samarbejdet mellem de 10 kunst- og kulturhistoriske museer. - Det kan godt blive stort. Hvor stort, ved vi ikke endnu. Men det er tydeligt, at der er behov for, at mindre museer som vores heroppe er meget mere offensive end før - og det kan vi kun blive i fællesskab, siger Hans Munk Pedersen. Der er allerede sat fem projekter i gang for at teste idéudviklingen og samarbejdet med hinanden, erhvervslivet og turismen samt den større satsning på at bruge informationsteknologi til at involvere publikum. Et af dem er på Bangsbo Museum med en tur på udstillingen som i et computerspil. Et andet er på Skagens Museum, der vil satse på mere direkte kontakt med publikum gennem salonophængningen, der løber frem til nytår, et digitalt projekt, der begynder til efteråret samt publikationer skrevet af museets brugere, der skal i gang til vinter. For direktør Lisette Vind Ebbesen er det nye samarbejde "vejen frem". - Vi har brug for sparring og ekspertise, som vi har utroligt svært ved at skaffe os hver for sig. Og det vil også blive langt dyrere, siger Lisette Vind Ebbesen, Skagens Museum. At der skal mere til at lokke besøgende indenfor, er ikke udtryk for, at museerne ikke har noget at byde mennesker af i dag, mener Hans Munk Pedersen. - Reelt er der jo en stigende efterspørgsel på den råvare, museerne ligger inde med. Det autentiske, de ægte historier, indhold af høj kvalitet, påpeger han om ønskerne fra turister, fastboende og erhvervslivet. - I museumsverden har vi bare været for defensive, troet for lidt på os selv. Samarbejdet vil skrue op for vores selvværd, siger Hans Munk Pedersen, der har været "positivt overrasket over, så parate museerne er til, at der skal ske noget." - Det vil rykke, det her. Det kan jeg mærke allerede - og I kan selv gå ud og tjekke efter, opfordrer Hans Munk Pedersen.