BRØNDERSLEV:Det ser sløjt ud med økonomien på museerne i Brønderslev Kommune, Vildmosemuseet og Try Museum. I foråret fik de 200.000 kroner ekstra, og nu har de bedt om endnu flere for at få tingene til at hænge sammen.
- Vi fandt 200.000 kroner på et møde i foråret. For at de ikke skal komme ud med et underskud, så mangler der cirka 150.000 kroner, og vi har sagt ja til at prøve at drøfte det igen, forklarer udvalgsformand Eskild Sloth Andersen (S) om baggrunden for udvalgsmødet, hvor sagen blev drøftet.
- Vi har ikke flere penge i vores budget, men vi har nogle uforbrugte midler fra 2011, som vi først ved, om vi får overført til oktober eller november. Hvis vi får lov til det, så vil vi tilføre museerne 150.000 kroner, fortæller Eskild Sloth Andersen.
Formand for museerne i kommunen, Ove Thomsen, fortæller, at det handler om at skabe balance i indeværende år.
- Vi har jo fusioneret de to museer, og dengang vi startede, havde begge museer et underskud, og det kan man jo ikke fortsætte med. Hvis vi skal have lidt mere gang i museumsvæsenet, så skal vi også have lidt flere medarbejdere ansat for at kunne foretage os lidt mere. Men det med at udvide medarbejderstaben har vi lagt til side, det handler nu om at skabe balance i de udgifter, vi har, siger han.
Der er dog bedre tider på vej, fortæller formanden.
- Det at vi er fusioneret betyder også, at vores tilskud fra staten vi stige i 2013 og 2014.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.