Museer

Museer kan igen holde åbent

Bemandsproblemer på museerne i Løkken er halvvejs løst

LØKKEN:Bemandingsproblemerne på de to små museer i Løkken er løst, i hvert fald delvist, i denne sæson. - Vi har fået en medhjælper, en kvinde, der skal i arbejdsprøvning i et halvt år, så vi regner med at vi i hvert fald har én medhjælper i hele sæsonen, fortæller Inge Nørgaard, formand for Løkken Museumsforening. - Vi håber på at få én mere, så vi kan holde åbent begge steder hver dag. Det er jo sådan, at hvis man gerne vil på museum, tager man begge museerne på én gang, påpeger Inge Nørgaard. Museumsforeningen har ikke økonomi til at ansætte folk, så de to museer kan kun holdes åbne til daglig, hvis kommunen stiller aktiverings-personer eller lignende til rådighed. I år så det ikke ud til, at der var nogen egnede kandidater, men nu er det heldigvis lykkedes at finde én. - Og det er bedre end ingenting - MEGET bedre end ingenting, understreger Inge Nørgaard. Medarbejderen holder opsyn med og orden i de to museer. Desuden klarer hun noget kontor- og arkivarbejde og kigger til faresignalstationen i ny og næ. Der holdes åbent mandag, onsdag og fredag i Johanne Grønbechs Hus (Løkken Museum) og tirsdag og torsdag i Kystfiskerimuseet. Begge museer er desuden åbne hver søndag eftermiddag, hvor medlemmer af museumsforeningens bestyrelse lukker gæsterne indenfor.