Museet med de hemmelige udstillinger

Der reklameres meget lidt for Museumscenter Aars

AARS:Når få vesthimmerlændinge aner, hvad der udstilles på deres store, lokale museum så har det en naturlig forklaring. Museets aktiviteter er ganske enkelt svære at få øje på udefra. Den røde murstensbygning er i sig selv ganske anonym, når man kører forbi ad Himmerlandsgade. Facaden kunne være hvad som helst fra en bolig til et vandværk. Det er da også almindeligt, at turister må spørge lokale efter museets placering, selv om de har passeret lige forbi det. Også selv om der de seneste år har været et pænt skilt ved hoveddøren. Hemmeligt scoop Hvad udstillingerne angår lever de fleste deres eget, stille liv, nærmest i hemmelighed. PR og reklame er ikke noget, man bruger mange ressourcer på. Selv særligt interesserede i historie eller kunst går let glip af noget. Fra december til april viste museumscenteret en af sine store kunstneriske satsninger. Det var lykkedes at få en af nutidens mest anerkendte danske kunstnere til at vise værker, der aldrig havde været vist før. ”Manual” hed overskriften på de grafiske værker, som forfatter, billedhugger og tidligere professor ved Det kongelige kunstakademi Claus Carstensen viste. Dovne eller beskedne Udstillingen blev i januar begejstret anmeldt i NORDJYSKE Stiftstidende af Troels Laursen, sognepræst i den lokale Ullits Kirke. Her skrev han dog også: ”Skulle man nu overhovedet ærgre sig over noget, må det blive, at museet (næsten) holder det hemmeligt, at der er en så vedkommende og flot udstilling på stedet. En udstilling, som andre museer ville ofre en arm for at få. Om det er dovenskab eller beskedenhed vides ikke, men synlighed er jo ikke af vejen, slet ikke i disse sammenlægningstider.” Begrænset støtte Om det siger Troels Laursen i dag: - Jamen det undrede mig virkelig, hvorfor jeg ikke havde set noget på det, andet end i en avisartikel. Jeg gik en runde i Aars efter besøget på udstillingen for at se, om der skulle være plakater nogle steder. Men det var der heller ikke. Generelt synes han, museet er flot og at også den historiske udstilling er godt indrettet. Derfor glædede han sig også, da han for to år siden var med til at arrangere en udstilling på museumscenteret med en af egnens mest anerkendte kunstnere. Det var Anita Houvenaeghel, der bor ved Aalestrup. Men oplevelsen blev noget blandet. - Det undrede mig, at næsten alt var overladt til kunstneren selv og os. Plakat, indbydelse, PR - alt var op til kunstneren, selv om det også var i museets interesse, husker Troels Laursen. Museets ledelse så man ikke meget til. Lederen, Bo Madsen, kom en enkelt gang og fortalte kort hvem arrangørerne kunne henvende sig til med praktiske ting. - Der var to i et jobtilbud, der hjalp med at hænge op. De havde gode ideer. De ville arrangere to aftener med ”kunstneren og præsten”, hvor Anita Houvenaeghel og jeg talte om, hvad jeg så i hendes billeder, fortæller sognepræsten. - Det tog et par måneder, før de fik lov, men så var der også fuldt hus begge gange. 110 gæster fik vi ind, så jeg tænkte, at museet måske ville gentage arrangementet ved en anden udstilling. Det har det dog tilsyneladende ikke gjort, summerer Troels Laursen sine erfaringer op.