Museer

Museets nye kustoder

Børn er gået i gang med at lære kunsten at vise rundt

SÆBY:Fredag eftermiddag havde Sæby Museum inviteret alle børn mellem seks og 12 år til at møde op på museet. Grunden var, at museet har to børneomvisninger i juni måned, og her vil man gerne have et korps af børn, der kan være kustoder og vise andre børn rundt. Denne nyskabelse skal også ses som en del af visionen om, at Sæby Museum skal bruges meget mere - og meget gerne af børn og unge. Fredag eftermiddag var der kun dukket fem børn op, men til gengæld var der stor lyst til at komme i gang med alt det historiske. På spørgsmålet om, hvorfor det historiske er så spændende, lyder svaret kort og præcist fra Johanne, at det bare er skønt at høre om "Dengang"! Meningen er, at de nye kustoder skal på skolebænken op til sommeren, så de kan lære meget mere om museets udstillede genstande. Desuden skal de også lære visse teknikker, som for eksempel at tale højt og tydeligt, når rundvisningen er i gang. Det er museumsinspektør Annemette Løkke Berg, der står bag initiativet, og hun forestiller sig blandt andet, at museets gamle skolestue kunne blive ramme om et skuespil, hvor de unge kustoder viser, hvordan det var at gå i skole i gamle dage. Udover de to børneomvisninger i juni måned, kan det nemt tænkes, at der også bliver opgaver til det unge personale i forbindelse med nogle af Sæby Museums andre arrangementer.