Museum drager ud til folket i dag

Vesthimmerlands Museum åbner en mobil borgerservice for kulturarv

Lasse Damsgaard
Museumsleder Broder Berg: - Det er første gang i de danske museers historie, at et statsanerkendt museum tager på en så omfattende rundtur i sit geografiske ansvarsområde for at skabe en bred dialog om kulturarven. Arkivfoto: Torben Hansen
Museer 28. februar 2013 11:00

VESTHIMMERLAND: Der er Danmarkspremiere på en ny mobil museumsservice på Vesthimmerlands Museum i Aars i dag. Det sker ud fra devisen: ”Når borgerne ikke kommer til museet, må museet rykke ud til borgerne”.

Dermed går museet nye veje i det professionelle museumsarbejde og bliver det første museum i landet, der åbner en mobil borgerservice for kulturarv. Museet rykker ud til byer og landsbyer i hele kommunen og søger dialogen med borgere i alle aldre. Målet er at afdække og synliggøre den lokale kulturarv i hidtil uset omfang og form frem til august 2015.

Den nye service, der har et samlet budget på 3,7 mio. kroner og realiseres i samarbejde med bl.a. Kulturstyrelsen, Nordea-fonden og Vesthimmerlands Kommune.

- Det er første gang i de danske museers historie, at et statsanerkendt museum tager på en så omfattende rundtur i sit geografiske ansvarsområde for at skabe en bred dialog om kulturarven, siger museumsleder Broder Berg.

Den nye mobile borgerservice har fået titlen ”Kulturarvstjenesten Vesthimmerland” og fået fast base på museet i et ”Informationscenter for kulturarv”.

Med kulturarven som omdrejningspunkt og borgerne som samarbejdspartnere vil Kulturarvstjenesten finde frem til de gode fortællinger fra det historiske og forhistoriske Vesthimmerland. Bygninger, anlæg, monumenter, hverdagsliv, transport, håndværk, handel, industri, foreningsliv, undervisning og fritidsliv m.v., mange emner tages op og fortælles om i samarbejde med alle interesserede borgere i Vesthimmerland.

Kulturarvstjenestens faste bemanding består af to kulturarvsvejledere, der kan opsøges i centrets åbningstid. Men kontakt vil også være mulig gennem de sociale medier Facebook, Twitter og på Skype.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...