Museum har fået en fornem "ny" spisesal

Skagen Museum slog døren op efter endt konservering

Brøndums Spisesal på Skagen Museum har modtaget en gevaldig kærlig behandling. Både møbler, malerier, paneler og gulv er blevet repareret og konserveret. Foto: Hans Ravn

Brøndums Spisesal på Skagen Museum har modtaget en gevaldig kærlig behandling. Både møbler, malerier, paneler og gulv er blevet repareret og konserveret. Foto: Hans Ravn

Skagen Museum slog i går lørdag døren op efter endt konservering af Brøndums Spisesal. Siden begyndelsen af oktober sidste år har salen været under kærlig behandling, og nu har publikum mulighed for at se resultatet. - Nu kan man se det færdige resultat af konserveringen og et helt nyt gulv, som er tro mod det gulv, salen havde, da den befandt sig på Brøndums Hotel, fortæller museumsinspektør Mette Bøgh Jensen. Det var P.S. Krøyer, der i 1883 fik ideen til at udsmykke spisesalen med malerier og portrætter indfældet i paneler, og i 1891/92 blev spisesalen udvidet efter tegninger af arkitekten Ulrik Plesner. I forbindelse med udvidelsen var Thorvald Bindesbøll med til at bestemme opsætningen af malerierne, og han dekorerede panelerne med sorte tuschtegninger. - Kunstnerne, som besøgte Brøndums Hotel, havde gennem årene foræret portrætter af hinanden til Degn Brøndum. Disse portrætter blev placeret i en frise under loftet i spisesalen, siger Mette Bøgh Jensen. I forbindelse med konserveringen af spisesalen og fornyelsen af gulvet er der nu indlagt gulvvarme, så man er fri for radiatorer. Skagen Museum har blandt andet modtaget økonomisk støtte fra Velux Fonden til det omfattende projekt.

Forsiden