Museum når lige i mål

Kunstens publikumstal øget med 25 procent men det falder igen

Grisebasser og blomsterkunstner Tage Andersens udstilling i 2006 er en væsentlig årsag til, at museet når målet om flere besøgende. Arkivfoto: Michael Koch

Grisebasser og blomsterkunstner Tage Andersens udstilling i 2006 er en væsentlig årsag til, at museet når målet om flere besøgende. Arkivfoto: Michael Koch

Kunsten - som indtil for nylig hed Nordjyllands Kunstmuseum - når lige nøjagtig at opfylde et politisk krav om flere besøgende. Efter et magert år i 2004 med kun 47.000 gæster, blev der indgået en fireårig resultataftale med Aalborg Kommune, og i den lå en målsætning om at øge besøgstallet med 25 procent. Nu er tallene gjort op, og gennemsnittet af perioden 2005-2008 viser en stigning i besøgstallet på 25 procent. Men tallene viser også, at udviklingen går den forkerte vej. Efter et forrygende 2006 med knap 73.000 gæster, er besøgstallet gået støt tilbage. I 2007 faldt det til 56.695 gæster og yderligere til 52.804 i fjor. - 2008 var et svagt år, og det skyldes, at vi manglede nogle sællerter, der virkelig trak folk til, siger byrådsmedlem Lars Bang Jensen (S), bestyrelsesformand for den selvejende institution. Han sætter sin lid til, at 2009 bliver meget bedre, fordi der er store navne på vej. I næste uge åbner en udstilling med billeder af Kirsten Kjær, hvilket måske ikke i sig selv er det store trækplaster. Men at blomsterkunstner Tage Andersen har iscenesat de over 100 værker gør forskellen. Det var ham, der i 2006 stod bag en udstillingen "Barokt", hvor udstillingens svinefold uventet fik familieforøgelse. Og stor bevågenhed. 2009 byder også på udstillinger med Emil Nolde, Wilhelm Freddie og Thomas Kluge. Det var egentlig meningen, at Nolde-udstillingen skulle have været på plakaten i 2008, men Stiftung Seebüll fik et tilbud om udstilling i Paris, som man ikke kunne sig nej til. - Det vil altid være sådan, at besøgstallet svinger op og ned i forhold til de udstillinger, vi har, men vi skal fortsat have fokus på besøgstallet, siger bestyrelsesformand Lars Bang Jensen. Ambitionen er at nå op på 60.000 gæster om året, og nye tiltag skal medvirke til at få tallet op. For eksempel udstillinger i samarbejde med Utzon Center.