Museum på finansloven for første gang

Der er udsigt til et engangsbeløb op 500.000 kr. fra staten.

Hvis folketinget stemmer for, er der penge på finansloven til Marinemuseet i Aalborg. Arkivfoto: Lars Pauli
1. september 2017 07:26 - Opdateret 1. september 2017 10:53

Marinemuseet i Aalborg er for første gang nogen sinde på finansloven. Ikke med fast støtte, men med et engangsbeløb på en halv mio. kr. i 2018. Og det vil være en stor hjælp, hvis Folketinget ender med at stemme for bevillingen, siger direktør Mads Sølver Pedersen.

- Sidste år havde vi et overskud på 25.000 kr., og vi lever i høj grad af fondsstøtte. Dén tager det tid at få, og med en halv mio. kr. fra staten kan vi rykke meget hurtigere, siger han.

Han kan også se en vis logik i, at staten giver en skærv, eftersom det er statens egen u-båd, Springeren, der ligger på museet, og som pengene skal bruges til.

Museets direktør, Mads Sølver Pedersen, synes det giver god mening, at staten giver en skærv. Arkivfoto: Michael Koch

I finanslovsforslaget hedder det, at pengene skal bruges til "etablering af nye børnefaciliteter på Springeren og et maritimt oplevelsescenter ved u-båden i Aalborg".

- Vi døjer med rust ved ubådens aptering. Båden er fra 1964, og den trænger til en vedligeholdelse. Statens penge kan ikke klare det hele, men vi håber, at vi med dem også kan få udarbejdet et projekt for en opgradering, som sætter os i stand til at søge fondsstøtte, siger Mads Sølver Pedersen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...