Museer

Museum skal produktudvikles

Museumsinspektør håber kommunen vil inddrage Sæby Museum i sin markedsførings-strategi

SÆBY:Den lokale satsning på kulturturismen har betydet, at Sæby Museum de seneste par år har brugt mange kræfter på at udvikle herregårdsmuseet på Sæbygaard Slot. Nu er tiden kommet til også at produktudvikle bymuseet. - Det er vi allerede godt i gang med, fortæller museumsinspektør Bent Bang Larsen. Formålet er en produktudvikling med nye faciliteter og nye spændende udstillinger. Museumsinspektøren understreger samtidig: - Vi skal også markedsføre disse herligheder. Og det markedsfører jo ikke alene museet, men hele lokalsamfundet. Det skaber samtidig kommunen en profill, der er med til at gøre den attraktiv for tilflyttere. - Museet har derfor et berettiget håb om, at Sæby Kommune vil inddrage museet i de kommende års markedsførings-strategi. Turistbranchens analyser viser klart, at turister - uanset hvor de opholder sig - oftest besøger markedsførte attraktioner. Museumsinspektøren fastslår samtidig, at det også er vigtigt, at de lokale borgere og foreninger kan gøre brug af museets faciliteter. - Vi vil gerne stille vore fremtidige faciliteter til rådighed for foreningslivet. Et samspil kan skabe nye muligheder for alle parter, lyder det fra musuemsinspektøren. Færre besøgende Der foreligger endnu ikke officielle oplysninger om museumsbesøgenes antal i Sæby i årets turistsæson. Bent Bang Larsen siger dog i den forbindelse: - I den gode og solrige sommer har museet måttet konstatere en mindre nedgang i besøgstallet i forhold til sidste år. - Men, til gengæld får de besøgende fuld valuta for pengene, hvis man skal dømme efter deres egne ord.