Museum uden inspektør

Finn Rindom Madsen har fået job i Nordjyllands amt

LØGSTØR:1. maj står Limfjordsmuseet i Løgstør uden museumsinspektør. Finn Rindom Madsen, der har været inspektør på museet i næsten seks år, har nemlig fået nyt job som regional museumskonsulent i Nordjyllands amt. - Jeg føler, at tiden var inde til at prøve noget nyt. Det er sundt at skifte med jævne mellemrum, siger Finn Rindom Madsen. - Det har da krævet en del overvejelser, for jeg er glad for at arbejde på Limfjordsmuseet. Men nogle gange skal man gribe en chance. Det er lidt af en satsning, erkender Finn Rindom Madsen og hentyder til, at stillingen i amtet måske nedlægges 1. januar 2007, når den nye kommunestruktur træder i kraft. - Jeg håber naturligvis, at stillingen opretholdes i fremtiden, men nogen garanti er der ikke. Limfjordsmuseet går nu på jagt efter en ny museumsinspektør. Vedkommende skal have en baggrund som etnolog eller historiker med speciale i et maritimt emne, kombineret med nogen museumserfaring. Limfjordsmuseet har sat 29. april som ansøgningsfrist. Museet håber, at en ny inspektør kan tiltræde 1. juni eller snarest herefter. Museet er et statsanerkendt kulturhistorisk museum, der beskæftiger sig med Limfjorden.