Museums-chef går efter 20 år

AALBORG:Det nordjyske kunstmuseum Kunsten i Aalborg skal have ny frontfigur. Senere i dag bekendtgør bestyrelsen, at museumsdirektøren siden 1989, Nina Hobolth, efter gensidig aftale fratræder sit job. Hun vil dog fortsat være tilknyttet museet i en forskerstilling. Nina Hobolth, der fyldte 60 i fjor, har tilbragt hovedparten af sin karriere på Nordjyllands Kunstmuseum - som museet hed indtil navneskiftet for kort tid siden. Hun var museumsinspektør fra 1980 til 1985, blev så leder af Randers Kunstmuseum, men vendte fire år senere tilbage til Aalborg, nu som direktør efter Else Bülow. Som museumsleder har Nina Hobolth skabt respekt om sig selv og Aalborg-museet, der i hendes tid har haft en række markante udstillinger, hvoraf flere har kombineret flere kunstgenrer. Stillingen som museumsdirektør opslås om kort tid.