Kunst

Museumsinspektør viser rundt

Mette Bøgh Jensen fortæller om Anna Ancher.

Torsdag 14. maj klokken 17.30 viser museumsinspektør Mette Bøgh Jensen rundt i Skagens Museums store sommerudstilling Anna (jeg) Anna. Det er en hyldest til Anna Ancher. Udstillingen vises i anledning af 150 året for Anna Anchers fødsel, og den blev åbnet fredag 1. maj af kulturminister Carina Christensen. Anna Ancher havde stor succes som kunstner allerede i sin samtid, fik sin debut på Charlottenborg i 1880 og udstillede på store udstillinger både i Danmark og udlandet hele sit liv. Hun behøvede, i modsætning til mange andre af sin samtids kvindelige kunstnere, ikke at kæmpe for sin anerkendelse som kunstner. Museumsinspektør Mette Bøgh Jensen har været ansvarlig for udstillingen og vil på omvisningen fortælle om udstillingens 12 temaer og om kunstneren og personen Anna Ancher, der er mere kompleks end man umiddelbart skulle tro. I syv af udstillingens temaer sættes Anna Anchers værker i dialog med værker lavet af andre kunstnere. Foruden Anna Ancher vises der værker af de danske kunstnere Michael Ancher, Vilhelm Hammershøi, Ejnar Nielsen, Ulrik Møller og Anette Harboe Flensburg samt de engelske malere David Hockney og George Clausen. Udstillingens 12 temaer er: Det tomme interiør, Lyset, Kvindens rum, Håndarbejde, Det religiøse, Familien, Min mor, Skagboerne, Kunsten at plukke fjerkræ, Den blinde, Landskab/byskab, I høstens tid. Se også www.skagensmuseum.dk