Lokalpolitik

Museumsplan på plads i dag

Lokalplan for oplevelsescenter i Løgstør for byrådet i dag

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Oplevelsescentret kommer til at ligge på grunden lige over for museet. foto: martin damgård

LØGSTØR:Hvis politikerne i byrådet i dag siger OK, så kan Limfjordsmuseet i Løgstør meget snart begynde byggeriet af et 650 kvadratmeter stort maritimt oplevelsescenter for enden af Fischersgade - lige over for museet. Og det er ikke et sekund for tidligt. For oplevelsescentret, der er beregnet til at koste i omegnen af syv millioner kroner, er voldsomt tidspresset. Det skyldes, at EU har givet tre millioner kroner til centret, men på den betingelse, at centret står færdigt 1. april næste år. Det har ikke ligefrem sat turbo på projektet, at beboerne i området har klaget, fordi de frygter for, at det nye center vil tage en del af deres fjordudsigt. Boligselskabet Sambo har skrevet en indsigelse til kommunen. På baggrund af den sagde politikerne i plan- og miljøudvalget først, at byggeriet skulle rykkes tilbage af hensyn til beboerne, mens politikerne i økonomiudvalget lige ville spise brød til. De ville have undersøgt konsekvenserne af at rykke byggeriet tilbage på grunden. - Det må være økonomien, der afgør det, siger borgmester Jens Lauritzen, som også er formand for økonomiudvalget. Museumsinspektør Anders Bloksgaard har sådan set ikke det store problem med at rykke byggeriet lidt tilbage. Men helt tilbage på grunden vil være økonomisk umuligt, understreger han. - Vi vil meget gerne have et godt forhold til naboerne og rykker gerne lidt af hensyn til dem. Men vi kan ikke rykke byggeriet helt tilbage i byggefeltet. Sagen er nemlig den, at der er store mængder havneslam i jorden bagerst på grunden, og det vil give os store økonomiske problemer med funderingen. Det vil fordyre centret så voldsomt, at det slet ikke vil kunne lade sig gøre at opføre det, siger Anders Bloksgaard, der i aften efter byrådsmødet skal præsenterer de endelige tegninger til centret for museets bestyrelse. Trekantet akse En placering af det maritime oplevelsescenter på grunden for enden af Fischersgade betyder, at der dannes en trekantet akse med museet, bådebyggeriet og det nye center. Som nævnt har EU tidligere bidraget tre mio. kr. til centret, men Indenrigsministeriet har også haft en store tegnebog fremme og givet godt to mio. kr. til centret, der ifølge Anders Bloksgaard skal gøre Limfjorden endnu mere levende for de besøgende på museet. - I planerne indgår store akvarier, der skal vise livet i fjorden dengang den var fyldt med ferskvand. Samtidig skal skoletjenesten udvides kraftigt og der skal være muligt at sejle på Frederik den Syvendes kanalen ved fjorden, siger han. Der skal også være restaurant ved stedet, og et historisk skibsbyggeri skal hjælpe med at gøre fortiden nærværende. - At se på skibsrester kan nærmest være som at se på en skrællet kartoffel, hvis ikke man er en nørd. I oplevelsescentret vil vi genskabe skibe med mast og sejl og det hele. Noget der kan give folk en WOW-oplevelse, siger museumsinspektøren.