Musical en succes

Musikskole og ungdomsskole i samarbejde om musical.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

"Hvem Grethe? gjorde lykke for tilskuerne.

Det skortede ikke på roser og klapsalver, da Musicalen "Hvem Grethe" blev opført. Ungdomsmusicalen er et samarbejde mellem Brønderslev Musikskole og Brønderslev Ungdomsskole. Siden oktober er der øvet på opsætningen, der er opført fem gange. Men allerede i sommerferien i fjor begyndte skuespillerne at melde sig. - Da jeg læste om det i ungdomsskolens program, tænkte jeg, at det lige er noget for mig, siger Sandra Kristiansen, der har rollen som Grethe i "Hans og Grethe". Sandra Kristiansen går i 10. klasse på Dronninglund Skole. Hg-elev Søren Vestergaard Pedersen er med for tredje gang. - Jeg er ældste deltager, fortæller Søren Vestergaard Pedersen, der har rollen som Aladdin. I alt er der ni skuespillere på scenen foruden musikere og teknisk personale. Forud for premieren var der en arbejdsweekend, hvor der skete afpudsning. "Hvem Grethe ?" er en fantasirejse i de kendte eventyr, hvor vi møder mange af vores ynglings karakterer i lidt anderledes situationer end de kendte. Vi følger Grethe - fra Hans og Grethe - i sin søgen efter sin bror. - Manuskriptet har ikke fra forfatterens side indlagte sange, så dem har vi selv fundet og indsat, hvor vi synes det var passende. Sangene har vi hovedsageligt hentet fra Disneys film-univers for at underbygge det eventyrlige. Sanginstruktionen har Gitte Engen stået for, Svend Århammar er kapelmester, scenografien og kostumerne har Tina Weiss taget sig af og udført med hjælp fra de unge og Lina Franke Hedegaard er instruktør. Der var aftenforestillinger for familie, venner, bekendte og andre. Forestillingen tilbydes til skolerne i området. Musicalen plejer at blive spillet i Brønderslev, men er flyttet til det ny ungdomshus i Hjallerup.