Teater

Musical om et stykke Danmarks-historie

HØRBY:Hørby Ungdomsskole er kendt for sine flotte elev-musicals, og også i år bliver der arbejdet intenst på at stable et flot show på benene. Årets musical hedder "Elvira" og handler om de begivenheder, der udspandt sig omkring Elvira Madigan og Sixten Sparre i 1889. Det er en historie om to elskende, der måtte opgive alt for at kunne være sammen. De oplevede en kort og stormende forelskede, inden de sammen mødte døden i en skovlysning på Tåsinge. Historien er omspundet at myter, for ingen ved præcis, hvad der skete. - I musicalen holder vi os generelt til de historiske fakta, men vi lader også vores fantasi få indflydelse på handlingen. For hvem kender egentlig den fulde sandhed? Hvad var det for omstændigheder, der fik Elvira og Sixten til at opgive alt, opleve en kort forelskede og til sidst vælge døden? I musicalen kan vi ikke give det endelig svar, men vi kommer med vores egen fortolking, siger viceforstander Ole Læborg. I historien følger man Elvira og Sixten i deres lykkelige periode i Svendborg, men der ses også tilbage på begges fortid for derigennem at finde nogle svar. Ligeledes følger musicalen begivenhederne, som myndighederne så dem, og som samtiden opfattede hændelsesforløbet. Musicalen spiller tre gange på ungdomsskolens scene. Nemlig 2 og 3. april kl. 19.30 samt 4. april kl. 15.