Musicalen blev hans skæbne

Martin Loft har i 18 år levet af sin stemme - nu gælder det Evita i Holstebro

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Som regel kan Martin Loft gå på gaden uden at blive genkendt. Han har dog fans - en af dem gav ham for nylig denne pokal, som kun får lov at stå fremme, fordi det er jul. - Men det gør mig da glad, at nogen følger med i alt, hvad jeg laver, siger han

Tag en musical, sat op på et dansk teater inden for de seneste 18 år. Sandsynligheden for, at aalborgenseren Martin Loft har været på rollelisten, er temmelig stor. Siden han debuterede i alle musicals' moder, "Les Misérables", på Østre Gasværk i 1993, er det gået over stok og sten. Senest har han spillet Drake i "Annie" på Det Ny Teater. Lige nu holder han en tiltrængt juleferie, men 3. januar går det løs med prøverne til "Evita" på Musikteatret i Holstebro. Der er premiere 24. februar. - Jeg har altid haft ret nemt ved at finde arbejde. Jeg har været priviligeret ved at være omgivet af folk, der kunne se mit talent. Men det handler også om at være loyal og pligtopfyldende og en god kammerat i de sammenhænge, man optræder. Som min gamle sanglærer i London, Ian Adam, sagde: "It's all about luck and attitude". Som snart 47-årig kan Martin Loft dog skimte den dag i det fjerne, hvor karrieren synger på sidste vers. - Karrieren slutter jo på et tidspunkt, og så gælder det om selv at have fornemmelsen for, hvornår man skal trække følehornene til sig. Jeg troede faktisk, det var slut for et par år siden, men i samme øjeblik jeg holdt op med at lede efter jobbene, kom det rigtige tilbud dumpende. Nu tænker jeg, at skillelinjen måske ligger omkring de 50 år. Men hvis stemmen og rollerne er der, er jeg stadig på scenen efter den tid. Under alle omstændigheder vil jeg ikke kunne undvære at arbejde med musik. Udover i de store musicals optræder Martin Loft med jævne mellemrum sammen med sin makker og ven gennem mange år, pianisten og organisten Niels Ole Sørensen. I 14 år har de blandt andet været et sikkert hit ved den traditionelle nytårsmusik-gudstjeneste i Vesterkær kirke 1. januar. - Der plejer at været stuvende fuldt i kirken. De seneste fem år har vi måttet opgive at holde lydprøve, fordi folk kommer halvanden time før koncerten for at sikre sig en plads, siger Martin Loft.