Musik er jo ikke raketvidenskab

Sangeren Søren Sko går ikke op i stil-arter. Melodien er vigtigst. Og intet er helligt

- Nogle bryder sig ikke om at synge sange af blandt andre The Beatles, fordi de betragter dem som noget helligt. Men sådan har jeg det ikke. Man skal passe på ikke at gøre musik til raketvidenskab. Musik handler først og fremmest om følelser. Om at man som sanger selv får en rislen ned ad ryggen. Derfor har sangeren Søren Sko - igen - fulgt sit hjerte med femte cd, "One for My Baby. Med tre nye sange - og så 12 klassikere blandt personlige favoritter. Alle holdt i samme pop/ballade-stil med større eller mindre jazzpræg. - Den eneste rigtigt jazzede sang på pladen er nok "Misty". Men jeg er ikke jazzsanger, understreger Søren Sko, som denne gang har arbejdet tæt sammen med den verdensberømte dansk-amerikanske producer og bassist Chris Minh Doky. - Vi har talt sammen om denne plade, siden vi lavede "Unpolished" i 2001, og jeg blev for alvor sporet ind på stilen, da jeg i 40 års fødselsdagsgave fik boxsættet med Frank Sinatra, "The Capitol Years", med 21 cd'er. Det gik op for mig, at han var en fantastisk sanger. Og at en af hans mindre kendte sange, "One For My Baby", skulle med på pladen. Lang ønskeliste Sammen med Chris Minh Doky fik han hurtigt skrevet en ønskeliste med fem-seks andre evergreens, der endte med at komme til at præge udvalget på resten af pladen. Og endte som det plejer med Søren Sko, nemlig med at blive et album med typisk lidt blålige kærlighedssange. - Mindst 98 procent af de sange, som jeg selv har skrevet, har handlet om kærlighed, og de har i høj grad bygget på egne oplevelser og erfaringer, bemærker Søren Sko, som ikke kan synge om situationer, han ikke selv har stået i. Eller om steder, han ikke selv har været. Ikke urørlige - For mig vil det ikke virke ægte at synge "Walking in Memphis" eller "Sweet Home Alabama", for jeg har aldrig været der. Som udgangspunkt må jeg hver gang spørge: Kunne jeg selv have skrevet dén tekst? tilføjer Søren Sko, som til gengæld har nydt at kaste sig over klassikere som Elton Johns "Your Song", John Lennons "Woman" og Burt Bacharachs "Alfie". - Og så har der ligget en helt speciel udfordring i at få noget mere ud af en sang som "When I Fall In Love", fordi den ellers meget nemt kan blive lidt corny. Personligt går Søren Sko ikke op i stilarter. Han lytter efter, om det er en god melodi. Resten er mest et spørgsmål om, hvordan en sang er klædt på. Om den for eksempel har fået lidt flere trommer i bunden. - Og man skal huske på, at mange af de sange, som vi i dag opfatter som nærmest urørlige, i sin tid ikke har været skrevet til nogen bestemt. De blev typisk skrevet af professionelle sangskrivere og solgt videre til sangere. Tre dage i studiet For Søren Sko har "One For My Baby" nærmest været som at komme hjem, fordi den er indspillet i sangeren Tony Bennetts studie i udkanten af New York sammen med professionelle studiemusikere i løbet af bare tre dage. - Det var en mærkelig oplevelse at stå uden for studiet med det færdig-masterede bånd med sangene efter bare fem en halv dags arbejde, fortæller Søren Sko, som er fyldt med respekt for studiemusikerne, som fik udleveret noderne, før indspilningerne som regel var færdig i første eller senest i andet hug. - Guderne skal vide, at moderne studieteknik gør, at selv den mest tonedøve kan komme til at lyde som guld. Men med det meget intime præg, som vi har valgt, kan man ikke skjule noget som helst. Pladen har fået et meget koncert-agtigt præg. Og givet mig ideer til at føre stilen videre live, siger Søren Sko, som håber at komme til at skrive flere sange med ikke bare Chris Minh Doky, men også med Palle Torp, den tidligere partner i gruppen Sko/Torp med stor succes i 90'erne. Én lang fest - Vi er gode sammen og skal helt sikkert skrive mere sammen, ikke til Sko/Torp-plader, men mine egne, siger Søren Sko, der til den nye har fået Torp med på dels "Pearls And Flames", dels "All That Words Reveal". Med et stort smil på læberne husker Søren Sko stadig ganske udmærket de særdeles hektiske år lige efter første album med Sko/Torp, "On A Long Lonely Night", som efter en stille periode skød af sted efter at være blevet præmieret med to Grammy'er. For at ende på et samlet salg på den anden side af 200.000 eksemplarer. - Turneen efter pladen var én lang fest, hvor vi hele tiden lagde koncerter til, så vi endte på langt over 100. Og jeg har faktisk formået at holde fast i publikum, der er blevet ved at komme til koncerterne, selv når pladesalget har ligget lavere, bemærker Søren Sko, som skal i gang med at samle et hold til en turné, der blandt andre rammer Skråen i Aalborg torsdag 1. april. Bedst til blå sange I mellemtiden har Søren Sko - måske - fået skrevet nye sange. Det har ellers ligget så godt som stille siden forrige, "Faith Hope Love", hvor han endte med at skrive sig selv flad. - Den er skrevet og indspillet på et tidspunkt, hvor jeg også var dommer i "Popstars", og hvis man hører godt efter i nogle af teksterne, kan man godt høre, at mit musikerliv en overgang har været lige ved at tage livet af mit familieliv, tilføjer Søren Sko. Han erkender lige ud, at han kun er stand til at skrive nye sange, når han er lidt nedtrykt som følge af personlige problemer. - I sådan en periode kan jeg godt sætte mig for at skrive kl. 10, når børnene er afleveret i skole. Men nye sange kan, når jeg er i det humør, også dukke op sent om aftenen. Ofte opstår de lige pludselig. Jeg vil tro, at teksten til en af de største succeser med Sko/Torp, "Dolphin Girl", er skrevet på en halv time. Hvad den næste plade kommer til at rumme har Søren Sko ingen anelse om. Men han har tre ideer. Mindst. Kun ved han, at han aldrig kunne drømme om at indspille den samme plade to gange. Søren Sko med band optræder på Skråen i Aalborg torsdag 1. april.