Musik får energien op

ØB Fitness holdt Åbent Hus med mulighed for at få sved på panden.

Mette Møller
Motionscyklerne i ØB Fitness blev flittigt brugt til Åbent Hus.Foto: Kim Dahl Hansen
Motionsidræt 8. november 2011 09:20

Det med at trampe løs i pedalerne på en motionscykel har meget med musik at gøre. Det kunne man se, da der i weekenden var Åbent Hus i ØB Fitness, Ø. Brønderslev. Fem timers spinning med forskellige instruktører var på programmet, og Solveig Esbensen var instruktør, da NORDJYSKE kom forbi. Hun havde et nodestativ-lignende arrangement oppe ved sin instruktør-cykel, og her havde hun lavet en minutiøs plan for, hvilken musik, der skulle cykles til. - Kom ind i takten, og så sætter vi tempoet lidt op i omkvædet!, lød det blandt andet fra hende. Foran kørte musikvideoer på et stort lærred, og når musikken gik over i et friskt omkvæd, røg tempoet op, og deltagerne stod op i pedalerne. - Musikken betyder det hele. Alle har prøvet at sidde på en kondicykel alene i en stue, det er ikke så sjovt. Til spinning sidder man 10-20 mennesker, og vi er seks instruktører, der har hver sin smag. Vi laver også lidt sjov og ballade en gang i mellem, fortæller René Dahl Jeppesen, der er formand for ØB Fitness, der hører under Øster Brønderslev Idrætsforening (ØBI). Som instruktør har han også sin yndlingsmusik - det er AC/DC. Og han bruger også musik på andre måder. - De to første sange i opvarmningen plukker jeg ud fra et bestemt årstal, og så laver vi en quiz, hvor de skal gætte årstallet for de to sange, fortæller han. Følger bare rytmen Da NORDJYSKE besøgte arrangementet, havde Susanne Mølholt lige været inde at cykle en time, mens Helle Sørensen havde skrevet sig på til to timers anstrengelser lidt senere på dagen. Begge er faste brugere af cyklerne, og de er glade for det. - Jeg har valgt det, fordi jeg får forbrændt det, jeg gerne vil have, og så binder det mig, fordi jer er skrevet på. Jeg ville egentlig gerne løbe, men det får jeg ikke taget mig sammen til, fortalte Susanne Mølholt, der kommer to gange om ugen. Musikken betyder meget, når man skal træne. - Det betyder, at man lige får givet lidt ekstra, man glemmer lidt sig selv og følger bare rytmen, fortæller Susanne Mølholt. Helle Sørensen er på cyklen tre gange om ugen. - Jeg synes, jeg får brændt en masse energi af heroppe, fortæller hun. Hver træner har sin egen måde at sætte musikken og programmet sammen på, og man kan fint skifte mellem holdene. - Det er dejligt at vælge to forskellige instruktører, for så laver man nogle forskellige ting, siger Helle Sørensen. Der var også åbent hus i motionscentret, hvor der er forskellige træningsmaskiner. Der var også besøg af en del nye folk, og René Dahl Jeppesen kunne efterfølgende notere sig, at en del nye havde købt sig adgang til at træne i klubben i den næste tid. Motionsafdelingen i ØBI får mere plads med den tilbygning, der er i gang nu. Her bliver et 70 kvadratmeter stort rum til spinning, og der bliver rum til styrketræning og til opvarmning. Der bliver også et mere løbebånd - lige nu har de kun et, og der måtte for nylig ny motor i, fordi de aktive medlemmer havde slidt den op.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...