Musik, fadøl og fest

Som Hjallerup Marked uden spegepølser og heste

NØRRESUNDBY:- Hva' så Aalborg, er I der? Jacob Haugaard var iført sit nyeste kostume, da han i går åbnede dette års udgave af Grøn Koncert. En meget rød og grøn udgave af en klædedragt, der ellers kendes bedst under navnet kjole og hvidt. Og kombineret med den flade kasket han bar på hovedet, fik det ham at ligne en krydsning mellem en fodermester og en punkteret badebold. Men Jakob Haugaard var ikke alene om at åbne det, han kaldte for Nordjyllands største havefest. Op på scenen kom også det aalborgensiske byrådsmedlem Thomas Kastrup-Larsen (S), der holdt en kort og særdeles upolitisk tale - til gengæld var budskabet klart. - Lad os få noget musik, lad os få noget fadøl, og lad os få noget fest, lød det fra ham. Og det så ud til, at publikum tog byrådsmedlemmet på ordet. De meste ihærdige var på plads foran scenerne, mens rigtig mange hyggede sig på de medbragte tæpper eller i campingstole på græsset mellem scenerne. Ovenikøbet på tørt græs. For selvom himlen en overgang så truende ud, så var der ikke mere vand tilbage i de mørke skyer. Og hvis musikken ikke var nok, så bød Grøn Koncert på en hel masse andet. Nærmest et slags mini-Hjallerup Marked minus spegepølser og heste. I et hjørne af pladsen var der bungy-jump. Og de koncertgæster, der kom meget tidligt, fik en specielt oplevelse. En ung mand, der iklædt det bare ingenting, kastede sig ud fra kranen. - Jeg gjorde det også for fem år siden i Blokhus, fortalte han bagefter. Torben Jensen fra Mors var sammen med en flok venner til Grøn Koncert for 13. gang. - En af mine kammerater sagde, at jeg ikke turde. Det sagde, jeg at jeg gjorde, men jeg ville ikke selv betale for det. Så det gjorde han.