Musik-festivaler i ny forening

NORDJYLLAND:Når foråret og festivalsæsonen om få måneder springer ud, har 16 af landets musikfestivaler fundet en fælles melodi. Efter et sidste indledende møde er der lagt op til stiftende generalforsamling i den nye forening 'Festivaldanmark.dk' næste lørdag, og med er Skagen Festival. - Jeg er meget positiv. Sammen står vi stærkere, siger Henrik Jørgensen, der er formand for Skagen Festival. 'Festivaldanmark.dk' får karakter af en brancheorganisation, og idéen opstod på et møde i den eksisterende forening '6 x festival'. Kun festivalerne i Roskilde, Skanderborg, Skagen, Tønder, Langeland og på Midtfyn var velkomne i den kreds, men det er slut nu. I den nye forening er der plads til alle musikfestivaler, der lever op til fire krav: At der er overnatning med camping, at festivalen har eksisteret i tre år, at der er mindst to scener, og at festivalen har flere end 2000 betalende gæster. - Vi fandt 17 musikfestivaler, der levede op til de krav. De syntes alle, det var en god idé, og 16 af dem kommer til den stiftende generalforsamling, hvorefter der gerne skulle sidde en bestyrelse, fortæller Peter Ib, der er medlem af bestyrelsen for Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg. Alle de store og gamle musikfestivaler i Danmark møder op på mødet næste lørdag. Og i den nye brancheorganisation er der også plads til de mindre arrangementer som for eksempel Tunø Festival. - Jeg tror, at mange musikfestivaler har brug for et sted, hvor de kan henvende sig med spørgsmål og få hjælp. Vi kan dele vores erfaringer om sikkerhed og få nogle stordriftsfordele, for eksempel i en indkøbsforening. Vi skal jo alle sammen bruge sorte plasticsække, siger Peter Ib. Han forestiller sig også, at 'Festivaldanmark.dk' vil give de danske musikfestivaler mulighed for at svare pressen og myndighederne med fælles stemme. Og den idé tiltaler Henrik Jørgensen fra Skagen Festival. - Samlet kan vi gå ind og præge debatten på en måde, vi ikke kunne tidligere. Vi kan bruge hinandens netværk og inspirationer, mener han. At det nye fællesskab opstår netop nu, skyldes til dels en holdningsændring. - Vi føler efterhånden et rimeligt loyalitetsforhold overfor de andre festivaler. Dybest set sælger vi den samme vare, nemlig den gode og sikre oplevelse. Og vi er stærkere, når vi kan høste erfaringerne fra hinanden, siger Henrik Jørgensen.