Musik for babyer

LØGSTØR:Musikskolen har i år et nyt og anderledes tilbud på programmet: Babyer i alderen nul til et år kan sammen med deres mødre deltage i et musikkursus fra 2. september. Det er Thea Andreasen, nyuddannet musiklærer fra Nordjysk Musikkonservatorium, som står for kurset med den usædvanligt ungdommelige målgruppe. Hun har tidligere i sin studietid arbejdet med babyer og deres mødre, og de gode erfaringer har givet hende blod på tanden. - Sang og musik er med til at stimulere barnet, og børnene sanser mange ting, især moderens stemme, som de kender allerede mens de ligger i livmoderen. På kurset lægger vi vægt på sang i stedet for bare ord, fortæller Thea Andreasen. Hun har sammensat et musikrepertoire med både egne og andres sange, som rækker lidt videre end "Lille Peter Edderkop". Meningen er at gøre mødrene trygge ved at synge og blandt andet i forbindelse med små lege vise dem, hvordan de skal holde øjenkontakten med deres småbørn og bruge stemmen rytmisk. - I løbet af kurset sker der meget med mødrene. I starten er de som regel lidt forsagte, men til sidst er der fuld skrue, siger Thea Andreasen. Kurset løber over 14 tirsdage, og prisen for hele herligheden er 280 kr. Tilmelding skal ske til musikskolens kontor på rådhuset.