Musik for mange smagsløg

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Thomas Eje - byder 9. oktober på pluk fra en 35 år lang karriere i dansk showbusiness. Arkivfoto

Koncert med Mathilde Falch. Jazz med Kansas City Stompers og 35 års-jubilæumsshow med Thomas Eje.

Det er nogle af efterårets kulturelle tilbud i Vesthimmerlands Musikhus ALFA i Aars.

Mathilde Falch - datter af den gamle Malurt-forsanger med samme efternavn - får æren af at lægge for torsdag 29. september. Hun udgav sit debutalbum i 2012 og har siden haft travlt med at turnere rundt på landets festivaler og spillesteder. I Aars vil hun i den kommende uge kunne opleves ved en såkaldt cafékoncert i Beta-salen.

Søndag 9. oktober inviterer Danske Seniorer til 35-års jubilæumsshow med Thomas Eje.

Showet vil byde på pluk fra det bedste i Ejes karriere som solist og som medlem af Linie 3 - suppleret med helt nye shownumre. Med sig til Aars har Thomas Eje det 17-mand store Randers Bigband.

Tirsdag 11. oktober indtager Vesthimmerlands Teaterforening musikhuset i Aars med den anmelderroste forestilling, "Lille mand hvad nu"? Forestillingen er produceret af Folketeatret og på rollelisten står navne som Lars Bom, Jens Frederik Sætter-Lassen og Lisbeth Gajhede.

Fredag 28. oktober vil stå i jazzens tegn i ALFA, når et af Danmarks ældste, professionelle jazzbands, Kansas City Stompers lægger vejen forbi. Bandet har efterhånden eksisteret i mere end 60 år i det danske jazzliv og har mere end 40 lp/cd-indspilninger bag sig. I den vokale forgrund står sangerinden i bandet hedder Rikke Mølgaard, der tidligere har sunget sammen med bl. a. Finn Nørbygaard og Johnny Logan.

Forud for koncerten vil der i Beta-salen være mulighed for at varme op med en lækker platte fra restaurant Hotel du Nord i Løgstør.

Blot to dage efter jazz-aftenen med Kansas City Stompers kan ALFA søndag 30. oktober byde på koncert med den sydkoreanske pianist Young-Choon Park.

Hun har optrådt som koncertpianist siden hun var syv år gammel og er i musikmiljøet kendt som en musiker, der trakterer sit instrument med stor kraft og lidenskab.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.