Musik i nye rammer

Musik 17. september 2002 08:00

AARS: Musiksamlingen på Aars Bibliotek gennemgår i løbet af efteråret en mindre revolution. Ikke indholdsmæssigt, for samlingen dækker efterhånden alle områder fra pop til rock, blues og klassisk fastslår bibliotekets leder Jens Bråten. Derimod er det tale om en fornuftig blanding af et reklamefremstød og en eksamensopgave udført af tre studerende fra Danmarks Biblioteksskole i Aalborg. Katrine Trip, Lea Christensen og Tine Bech, der er studerende på 7. semester, vil i løbet af efteråret ændre omgivelserne i musikafdelingen på biblioteket. - Forslag fra lånerne til ændringer af biblioteks musikafdeling er velkomne, opfordrer Katrine Trip. Forandringerne i musikafdelingen skal nemlig først og fremmest komme lånerne tilgode. - Forventningerne er selvfølgelig flere besøgende i bibliotekets musikafdeling og bedre information om bibliotekets musiktilbud, beretter de tre studerende enstemmigt. Selv får de en eksamensopgave med hjem til biblioteksskolen i Aalborg. En del af programmet på 7. semester består i at lave et erhvervsrelateret projekt i et tæt samarbejde med et bibliotek. Ud over at nyindrette musikafdelingen skal de tre studerende også slå et reklameslag for afdelingen internt, og så det når ud til lånerne. - Vores cd-udlåning til de unge går vældig godt. Der, hvor vi har en lille nedgang, er den klassisk musik, fortæller Jens Bråten. Interviews med lånerne i afdelingen skal blandt andet være med til at afklare, hvorfor noget musik hitter, og andet ikke hitter i cd-afdelingen. - Set med vores øjne er det et meget brugbart projekt, som vil give os nogle svar, som vi ikke selv har tid til at finde i hverdagen, fastslår Jens Bråten.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...