Musik i top - men publikum svigtede

Iscenesættelsen var perfekt til Limfjordsrock, men for få troppede op til lørdagsrock

Poul Erik Tarp
Forsangeren i “Prau” trykker den af, men desværre til for få tilskuere. Foto: Klaus Madsen
Lokalpolitik 26. august 2007 22:34

Støtteforeningen Kulturcenter Thy havde virkelig sat alle sejl for at gøre lørdagens Limfjordsrock til en storslået begivenhed. I gården omgivet af de smukke gule bygninger stod en mobil rockscene med professionelt gear, som lige var hentet fra en anden festival, og i lydteltet var ikke mindre end tre lydfolk travlt beskæftiget med at få den rette lyd frem, som de lokale band efter deres indsats på scenen kun havde lovord tilovers for. Det er nemlig ikke hver gang, at lokale bands får en så kyndig assistance i deres performance. På plænen bag gården ned til fjorden havde arrangørerne plantet et telt, hvor der var underholdning, mens de mange bands gjorde sig klar på den afgørende scene, og set fra en musikalsk synsvinkel fungerede Limfjordsrock 100 procent optimalt - flere af bandene kom fra Thy og Mors og et enkelt fra Fjerritslev. For få Limfjordsrock arbejdede med et budget på omkring 100.000 kr. og kalkulationerne sagde, at der i hvert fald skulle komme mindst 300 betalende gæster for at få det store arrangement til at hvile i sig selv. Der kom imidlertid kun omkring 200. Til lejligheden var der nedsat en arbejdsgruppe med det ene formål at arrangere rockdagen i købmandsgården, og arbejdsgruppen bestod af Lotte Alstrup, Bjørn ”OK” Hansen, Nikolaj Ringgaard, Chr. Lorentsen og Leo Bjørnskov. Sidstnævnte er ovenud tilfreds med det musikalske forløb af Limfjordsrock, men han må også konstatere, at det kneb med at få tilstrækkeligt med gæster gennem kasseapparatet. Leo Bjørnskov fortæller, at der slet ikke har været tid til i løbet af søndagen at se nærmere på indtægterne. Arrangørerne kom i seng søndag morgen kl. 03.30, og allerede ved ottetiden var de i gang igen med at rydde op, og det er slet ikke afklaret, om Limfjordsrock vender tilbage til næste år. Velgørende formål - Vi havde i arbejdsgruppen bestemt, at et eventuelt overskud skulle gå til en velgørende forening, og vi har besluttet at tilgodese handicapidrætten i Thy og på Mors, siger Leo Bjørnskov, som desuden peger på, at Limfjordsrock har haft til formål at vise hvilke arrangementer, der kan være plads til, hvis der bliver bygget et kulturcenter i Hurup. Ikke overraskende mener Leo Bjørnskov, at der skal bygges, og han stiller spørgsmålet, om kommunen har råd til at lade være, selv om kommunens økonomi er anstrengt. - Når man investerer, får man også altid noget igen, og vi skal forhindre at folk fra Thy kører andre steder hen for at få gode kunstneriske oplevelser. Vi skal vende strømmen, så folk i Thy bliver, og folk andre steder fra kører til os, lyder det optimistisk fra Leo Bjørnskov.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...