Musik med forsinkelse

} KARENSTID: Musikelskere må enten til tegnebogen eller væbne sig med tålmodighed, hvis de vil have fat i de nyeste udgivelser. Pr. 2. februar har man på Hadsund Bibliotek i lighed med landets øvrige biblioteker indført karenstid på musikudlån. En lov betyder nemlig, at alle danske og mange udenlandske musikudgivelser først kan udlånes fire måneder efter deres udgivelse. - Fra bibliotekets side vil vi selvfølgelig bestræbe os på, at karenstiden bliver så fleksibel som muligt at håndtere for brugerne, men man må altså vente nogle måneder inden man kan låne nye cd'er, konstaterer bibliotekar Ole Larsen. I bibliotekernes landsdækkende online katalog www.bibliotek.dk kan man se, hvornår man tidligst må låne og reservere ny musik. HB-spiller på vej til Skelund IF } SÆSONSTART: Skelund Idrætsforening indledte lørdag eftermiddag den udendørs fodboldsæson, og det blev, som med de seneste tre års træner, Thomas Bonderup, som indpisker for et hold, der på førstedagen talte kendte ansigter, der i 2004 prægede serie to og andetholdet i serie fire. Klubben har imidlertid fået en tilkendegivelse om, at der kommer forstærkning. -Vi tror, der kommer en ny spiller, men regner ikke med noget før vi ser en indmeldelse, siger Chr. Skafte fra Skelund IF. Spilleren, der er på tale, slog sine folder på HBs førstehold i 2004 men har udtrykt ønske om at skifte klub. Den første træningsdag i Skelund blev traditionel. Efter en let gang træning, præget af en løbetur blev der serveret suppe i klubhuset. Østkysten tabte til bundhold } UNDER PRES: Det var en streg i regningen, at Team Østkystens herre serie to lørdag tabte til bundholdet Støvring IF i Støvring. Hjemmeholdet vandt 32-26. Nederlaget sætter de østhimmerlandske herrer under ekstra pres i de kommende par kampe, hvor der står TIF/Dannebrog HK og Aalborg HK på programmet. Begge hold rangerer over Team Østkysten i kampen om pladsen, der giver en oprykningskamp. I toppen med direkte adgang til serie et ligger Visse IF. I Støvring havde gæsterne en off-dag, hvor intet ville lykkes, og hjemmeholdet var besjælet af en kampgejst, der pillede Østkysten fra hinanden. } UDSPILLET: Team Østkystens dame jyllandsseriehold led søndag aften et sviende nederlag til topholdet Visse IF, der på egen bane beviste, at der er stor teknisk forskel på top og bund i puljen. Hjemmeholdet vandt 30-16. De østhimmerlandske damer kunne ikke dæmme op for de hurtigere og teknisk bedre spillende modstandere, der grundlagde sejren allerede i første halvleg. Team Østkysten har ikke vundet en kamp siden begyndelsen af december og kan så småt se nedrykningen i øjnene.