Musik- og familiedag med stort program i Lunden

Musik 1. oktober 2003 06:00

V. HJERMITSLEV: Lørdag er der musik- og familiedag i Lunden i V. Hjermitslev, hvor der vil være mange aktiviteter i løbet af dagen. Allerede fra klokken 10 bliver der serveret morgenmad, men dagen indvies først officielt klokken 13 af borgmester Flemming Jansen. Melodi Grand Prix, modeopvisning, korsang og arbejdende stande er nogle af dagens aktiviteter. Derudover er der fællesspisning og diskotek om aftenen, hvor der også bliver afholdt finale i Melodi Grand Prix’et. Børn fra hele Pandrup Kommune kan deltage i Grand Prix’et, der i år har 51 deltagere fordelt på 22 grupper. De arbejdende stande skal give inspiration til både børn og voksne, og alle vil få mulighed for at være kreative. Græskarlygter, trylledej og glasmaling er bare nogle af de ting, det bliver muligt at prøve kræfter med. Boldklubben arrangerer cykel sponsor løb om formiddagen. Eventuelt overskud fra musik- og familiedagen vil gå til at købe inventar til Lunden, der er et nyt forenings- og kulturhus, der er bygget ved hjælp af frivillig arbejdskraft. Det er også mere end 100 frivillige, der hjælper med, at arrangere dagen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...