Musik

Musik og livsglæde i Tornby Forsamlingshus

TORNBY:"Livsglædens Musik" er en svensk melodi, der er skrevet af hawaiiguitaristen Yngve Stoor med originaltitlen "En sjömannsjul på Hawaii". Den har fået dansk tekst af musikeren og skolelæren fra Hirtshals, Kaj Bertelsen, der leder Kielgasterne. I morgen aften er der lejlighed til at høre den velklingende melodi, når Kielgasterne arrangerer swing-om-aften i Tornby Forsamlingshus, hvor gæstemusikerne er Eriksens Familieorkester. "Livsglædens Musik" er også titlen på den cd, som Kielgasterne har udgivet, og som nu er til salg i SuperBrugsen og Aktiv Super i Hirtshals, hos Nordjyske Banks afdelinger i området, i Tversted Brugs og ved de dansearrangementer, som Kielgasterne arrangerer i løbet af vinteren - som nu i morgen aften i Tornby Forsamlingshus. Andre gange er der swing-om-aftener i Den Gamle Station i Hirtshals, og Kielgasternes spillemandsballer bliver holdt på Nordsøhøjskolen i Hirtshals, hvor der ofte er danseinstruktion, så der er god mulighed for at lære de helt rette trin for deltagerne. Kielgasternes cd rummer 17 numre og indeholder dansemusik lige fra gammel spillemandsmusik fra Hirtshals-området over evergreens som "All of me", ældre schlagere som "Susanne, Birgitte og Hanne" til nyere melodier som Kaj Bertelsens "Begynder Beguine" til Thomas Kjellerups "Stilfærdigt farvel", der er afslutningsnummeret på "Livsglædends Musik". De 17 numre koster blot 100 kr, og oplaget er i første omgang 800 eksemplarer. Indspilningen foregik på Nordsøhøjskolen til et dansende klappende, trampende, snakkende, syngende og særdeles opmuntrende publikum. - Vi spiller bedst til et dansende publikum, og derfor skulle indspilningen også foregå til en af vore danseaftenener, hvor de mange, glade dansere hjalp os med at holde dansetempoet oppe og få musikken til at swinge, fortæller Kaj Bertelsen. - Endvidere har vi prøvet sammen med Erik Olsen fra Olsen Lyd, som stod for optagelsen, at få cd'en til at lyde som Kielgasternes "sound", når vi spiller til bal. Der har altså ikke været nogen form for fikumdik ved mixningen. De medvirkende musikere på Kielgasternes nye skive er Helle Hansen og Bent Stensrød, guitar, Helge Nyborg Jensen, bas, Jørgen Jakobsen, banjo og savblad, Børge Eriksen, trommer, Hans Fink, Helga Pallesen, Søren Larsen og Henry Eilertsen, harmonika, samt orkesterleder Kaj Bertelsen både på harmonika og som særdeles fremragende sanger. Omslaget til cd'en er tegnet af den lokale kunstner, Stinne Teglhus, og forestiller en harmonikaspiller med klap for øjet og med havet som baggrund. Illustrationen kunne måske lede tankerne hen på Peter Olesen Kiel, som skrev "Hirtshals Valsen" -en melodi, der også findes på Kielgasternes cd.