Skolevæsen

Musik- og madoplevelser fra det meste af verden

Pier­re Dørges Jung­le­or­ke­ster gæs­ter for 3. gang mu­sik­sko­len.

Pier­re Dørges Jung­le­or­ke­ster gæs­ter for 3. gang mu­sik­sko­len.

TRANUM:Tirsdag 30. oktober lægger Tranum Skole hus til en spændende musik- og madoplevelse. Jammerbugt Musikskole, Asylcenteret i Brovst og Vester Thorup Efterskole er gået sammen om en workshopdag med efterfølgende koncert og smagning af etniske specialiteter, fortæller musikskoleleder Carsten Bilde. Hele eftermiddagen vil skolen syde af musikere og sangere, der øver på fire numre, som skal indgå i aftenens koncert. De godt 100 lokale aktører kommer fra Jammerbugt Bigband og kor i musikskolen samt fra Vester Thorup Efterskole og Brovst Asylcenter. Godt hjulpet på vej af Jungleorkesteret vil der på få timer blive skabt musik, der taler til krop og sjæl. Pierre Dørges Jungleorkester gæster for 3. gang musikskolen med samme koncept men med nye arrangementer. Orkesteret har snart 30 års jubilæum, og fire af de oprindelige musikere er stadig med. Trombonisten Kenneth Agerholm, træblæseren Morten Carlsen, pianisten Irene Becker og Pierre Dørge selv har sammen med skiftene musikere skabt et enestående musikalsk univers med kraftfuld og medrivende musik. Inspirationen hentes fra Afrika, Asien, Australien, Amerika og Europas folkloremusik, men der er også mindelser fra gregoriansk sang samt forskellige klassiske komponister i gruppens musik. Koncerten kan anbefales til alle aldersgrupper, idet musikken taler for sig selv og går rent ind i alle med en smittende energi og glæde, pointerer Carsten Bilde. I pausen bliver der mulighed for at købe smagsprøver på forskellige retter, som Asylcenteret har sat sammen til lejligheden. Det er ikke nødvendigt at reservere billet til koncerten på forhånd. Af hensyn til omfanget af madlavningen må man dog gerne sende en mail til jpj@jammerbugt.dk med tilkendegivelse af, hvor mange man kommer. Der sælges billetter ved indgangen.