Musik-satsning med spil-dansk-dagen

Frederikshavn udvalgt til Spil Dansk Kommune - 28. oktober går det løs med musik overalt

Hans Christensen
- Alle kan være med - amatører som professionelle, siger musikskoleleder Thomas Albæk Jakobsen.
Frederikshavn 1. september 2010 09:22

Torsdag 28. oktober vil musik og sang vælte ud af alle revner og sprækker over alt i Frederikshavn Kommune. Fra solen synges op over Kattegat, til den synges ned i vest. Frederikshavn Kommune er som en af foreløbigt 12 danske kommuner udvalgt til Spil Dansk Kommune, der giver den ekstra gas på dansk musiklivs årlige festdag. Musikalsk sammenrend Spil Dansk Dagen kan i år fejre 10 års jubilæum, og Louise Haugaard Ovesen, der er den kommunale musikskoles projektleder, er for øjeblikket i gang med at varme op til det store musikalske sammenskudsgilde. - Formålet er at udbrede kendskabet til dansk musik samt at sørge for en større synlighed og opbakning til musiklivet i kommunen. Selve dagen bliver en unik mulighed for at få kendskab til og lægge øre til de mange musiktilbud og talentfulde kunstnere, vi har her i kommunen, siger projektlederen. Håbet er, at musik og sang vil fylde dagen, ikke bare fra de eksisterende scener men også på arbejdspladser, skoler, institutioner, ja kort fra fra alle mulige steder. - Vi skal have garagebandene ud af garagerne, vi skal have fælles morgensang på kommunens virksomheder, kolleger til at synge for kolleger, badmintonspillerne til at bryde ud i kor og fodboldspillerne til at synge sammen, når de mødes til træning. Amatører og professionelle i skøn forening. Alle skal være med, siger musikskoleleder Thomas Albæk Jakobsen. Musik på Bangsbo Musikskolen er i nærkontakt med Bangsbo Museum om to konkrete projekter. Noget med besættelsestidens musik spillet live fra en af bunkerne på Bangsbo Fort - og så noget med ”Den Grønne Time”, musik i storstuen på Bangsbo Hovedgaard, som den lød på Herman Bang og Gustav Wieds tid. Men mere om det senere. Programmet vil løbende blive opdateret på hjemmesiden www.spildansk.dk/frederikshavn.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...