Musik som i de rigtig gamle dage

Musik 29. september 2002 08:00

HJØRRING: Duoen Fuls Fæller har kun syv år på bagen, men det kan ikke ses på dens musikalske repertoire, som spænder over perioden fra Vikingetiden til Middelalderen. Duoen kan ses og høres i Sct. Olai Kirke næste søndag. Parret, som udgør Fuls Fæller, Knud Albert Jepsen og Mogens Friis, har specialiseret sig i at spille den gamle musik på kopier af datidens musikinstrumenter. Tøjvalget i forbindelse med duoens optræden er heller ikke tilfældigt:Musikerne optræder i håndsyede kopier af dragter fra perioden. Når de giver koncert, foretrækker de at kalde det for "levende musikhistorie eller musikformidling", hvor der både bliver fortalt om musikinstrumenterne, og hvor også musikstykkernes historie bliver videregivet til publikum. Instrumenterne består af kopier af lyre, fidel, nonnegeige, skalmeje, hornpibe, jødeharpe, kohorn, gemshorn, trommer og forskellige fløjter, fremstillet af knogler af får, rådyr og trane. Derudover kan de to herrer fremføre musik på en kopi af en af de ældste, kendte blokfløjter, som blev fundet i en brønd i Göttingen tilbage i 1350. Verdsligt og kirkeligt Programmet omfatter både verdslig musik og kirkemusik. Fra repertoiret kan nævnes den ældste, danske Mariavise, en hymne til Knud Lavard og en udgave af "Drømte mig en drøm i nat", som bliver spillet på en kopi af en fløjte, der findes i Moesgård Museums besiddelse. Fuls Fæller har optrådt med den helt tidlige musik mange forskellige steder, bl.a. på Spøttrup, Moesgård, Trelleborg, Nationalmuseet og på Gottorp Slot. Efter koncerten, som er en rigtig familiekoncert, kan publikum bese instrumenterne og stille spørgsmål til musikerne.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...