Musikalsk comedia dell'arte

koncert ASO og Martin Fröst # # # # # # I selskab med den svenske verdensstjerne, klarinettisten Martin Fröst, bliver musik sådan et utilstrækkeligt begreb, når man bagefter forsøger at sætte ord på, hvad det egentlig var, der ramte én. For jovist, her var tale om en blændende virtuos som solist i en koncert af landsmanden Anders Hillborg, der var skræddersyet til netop ham, og så i en udførelse, der tryllebandt fra start til slut. Også selve værket var helstøbt med klarhed i struktur og formel opbygning, én lang sats, der ubesværet refererede tilbage til klassisk opera, Charlie Parker, latinamerikanske danse, Lutoslawski. Og havde det bare været det, så var der her tale om en fremragende koncertopførelse, som efterlod én aldeles overvældet. Men så er der lige det med Martin Fröst, at han nægter at indordne sig de konventioner, der er forbundet med hans profession, alle den klassiske musiks ydre koncertnormer, at musik efter hans opfattelse ikke bare er et åndeligt, men i lige så høj grad et ydre drama, kropsligt, scenisk, tragisk og humoristisk på samme tid. Med andre ord så er musikken nok en vigtig faktor i vores liv, men den skal også gøres levende i koncertsituationen, hvor den musikalske opførelse bliver et middel og performance målet. Musikken danser kun, hvis musikeren også gør det, og her bliver Marcel Marceau og hele Comedia dell'arte-traditionen lige så nødvendige ingredienser som det instrumentale, musikalske håndværk. Man bliver tryllebundet fra første sekund. Den disciplinerede musikalske performance bliver en leg med musikken og publikum, og den lykkes, fordi både det musikalske håndværk og den sceniske performance beherskes lige suverænt af denne store kunstner. Man kunne have frygtet at Debussy og Stravinsky ville blive et antiklimaks ovenpå Fröst. Men Fabrizio Ventura havde fuldstændigt styr på de sager. I "L'après midi d'un Faune" blev de lange plastiske klangflader formet organisk ind i hinanden uden kanter eller brudflader og med et fornemt og indfølt fløjteparti ved Claus Ettrup. Orkestersuiten over Stravinskys "Ildfuglen" fik lige så fornem en udførelse, mere konventionel i sit tonesprog end Debussy og hans egen senere balletmusik, men en charmerende musik med tydelig inspiration fra Ravel. Også her formåede Ventura at skabe organisk sammenhæng i satserne og skabe trygge rammer for de mange orkestersolister, som alle uden undtagelse leverede små perler i sammenhængen. Tore Mortensen kultur@nordjyske.dk Aalborg Symfoniorkester med Martin Fröst Aalborghallen torsdag aften