Musikalsk maraton

90 unge nordjyder var godt brugt efter to dage med sang og musik på gymnasiet.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Janne Winther Jørgensen, Jonas Thinggaard og Jens Holme Hansen tager sig en velfortjent slapper inden koncerten.

Weekendens talenttræf på Mariagerfjord Gymnasium blev en bekræftelse på, at man ikke kommer sovende til succes. Godt nok fik de 90 deltagere lov at overnatte i gymnastiksalen, men ellers var det musik fra morgen til aften. 10 timer lørdag plus en koncert om aftenen, yderligere finpudsning søndag for- og eftermiddag og så en afsluttende koncert. Hårdt, men lærerigt, mener talentklassekoordinator i Mariagerfjord, Ask Andreassen. - Det her giver virkelig mening. Vi har gjort programmet så skarpt som overhovedet muligt. Der er meget stor niveauforskel, og det at få lov at spille sammen med nogle, der er bedre, er meget udviklende. Og så får de mulighed for at opleve, hvad der skal til for at komme videre til næste trin, siger Ask Andreassen med henvisning til koncerten lørdag. Her spillede holdet fra Musikalsk Grundkursus, Aalborg, der for de heldige og dygtige kan blive springbræt til konservatorieuddannelsen. Mulighederne er der, også for næste generation, mener Ask Andreassen. - Jeg tror og håber, når vi om nogle år sidder og kigger på fællesbilledet herfra, at vi kan pege på nogle stykker, der har gjort det godt. Nogle af dem er meget, meget dygtige, siger han. Sidste år var Mariagerfjord Kulturskole for første gang værter for et talenttræf, men dengang kun med deltagelse fra tre af de øvrige kultur- og musikskoler. I år var alle de nordjyske kultur- og musikskoler repræsenteret.