Musikalsk satsning i Suldrup

Top Seven skal få Partyaftenen ved årets Jættefest op på tidligere tiders niveau - årets udgave af Jætterock neddrosler til to kopibands

SULDRUP:De har gjort det før - og nu skal de gerne gøre det igen. Det syv mands store orkester med det rammende navn Top Seven har før optrådt ved Jættefestens lørdagsbrag Partyaftenen og med succes trukket masser af folk til Stensbohallen. Og det er det, som arrangørerne af årets Jættefest satser på, orkestret kan gøre igen, når årets Partyaften skydes af lørdag 6. august. Men det er en økonomisk satsning for Jættefesten. Top Seven får omkring det dobbelte af, hvad de senere års orkestre til Partyaftenen har fået. Det fortæller KajLund, som er med i gruppen, der arrangerer koncerterne til årets Jættefest. - Men jeg er fortrøstningsfuld og tryg ved det. Vi har også allerede fået positive meldinger fra folk i byen om, at det var på tide, de kom tilbage, lyder det fra Kaj Lund, der bygger sin trygge fornemmelse på de gode erfaringer fra tidligere år. Han betegner Top Seven som "næsten et af landets dyreste live-orkestre". Men det skulle et stigende antal gæster gerne kompensere for. Målet er at få Partyaftenen op på tidligere års niveau med omkring 500 gæster, men i første omgang sigter arrangørerne efter at nå 400 gæster. - Det er især på grund af den faldende tendens, at vi har valgt Top Seven igen. Der er kommet færre og færre de senere år, forklarer Kaj Lund. I løbet af de senere år er antallet af gæster faldet stødt. Sidste år lå det på godt 300, da orkestret Al Capones satte gang i festen, men tilsyneladende ikke kunne trække nok til. Non-stop dans Top Seven er et live-orkester, der spiller non-stop dansemusik, fra de kommer, til de går. - Der er musik og dans hele tiden. Og det er det, vi har fundet ud af, at folk vil have. Folk vil danse, siger Kaj Lund. Han forklarer, at det var stemningen i byen, der for omkring fire-fem år siden fik folkene bag Jættefesten til at hyre andre bands end Top Seven. - Vi havde haft dem i en årrække. Men på et tidspunkt var det et krav i byen, at vi ligesom skulle prøve noget nyt, fortæller Kaj Lund og tilføjer: - Og så kan det godt være, at vi har ramt forkert med det, vi har prøvet. Op- og nedrustning Hvor Jættefestens ene store musikaften opruster, så nedruster festens anden store musikbegivenhed Jætterock 2005, der bliver afholdt fredag 5. august. Hidtil har konceptet været tre orkestre: to kopibands og et originalt orkester, der spillede sine egne numre. Men til årets Jætterock er det originale orkester skåret væk. - Det er svært at hive pengene hjem til originalt orkester, forklarer Kaj Lund. Han pointerer, at de har svært ved at trække folk til fra andre byer end Suldrup og nabo-byerne - uanset om der er et originalt band eller ej. Derfor regner han og resten af Jættefesten med, at der stadig vil komme 6-800 publikummer til årets Jætterock. I år er det The Bootles og Fi-fi Dong, der spiller op til fest og godt humør. De kopierer henholdsvis The Beatles og Gasolin' - og det er Kaj Lund overbevist om, nok skal trække folk til Valhalla på festpladsen. - Vi får to gode kopibands, som spiller musik, der aldrig går af mode, siger han.