Musikalsk skolemand i byrådet

Skoleleder i Aabybro Søren Dybdal Møller er beæret over at blive valgt - det forpligter.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ud over musik er Søren Dybdal Møller glad for en god bog, hvilket hjemmet på Nørremarksvej i Aabybro bærer præg af.

Den akustiske guitar står lænet op ad væggen ved spisebordet, som om den bare venter på at blive brugt. En lav reol er spækket med cd'er og lp'er med så forskellig musik som Queen, TV-2, Povl Dissing og masser af moderne jazz. Musik har altid betydet meget for Søren Dybdal Møller, der er nyvalgt medlem af Jammerbugt Kommunalbestyrelse for Socialdemokraterne, og som gennem godt 10 år har været leder af Aabybro Skole. Han og den godmodige labrador Bastian tager imod i hjemmet på Nørremarksvej 103 i Aabybro. Her har skolelederen boet, siden han fik stillingen på Aabybro Skole - en tid, hvor byen og dermed skolen har udviklet sig helt enormt. I dag er der omkring 800 elever og 130 medarbejdere. Skolelederen får stadig tid til at synge og spille guitar ved tre morgensamlinger hver uge på skolen, men ellers er arbejdet præget af opgaven med at give børnene den bedst mulige skolegang med de midler, der er til rådighed. Ikke mindst efter sparerunder, som der har været en del af. Dén opgave har han også som formand for Jammerbugt-afdelingen af skolelederforeningen. - Jeg har altid været samfundsinteresseret, og jeg har længe haft det i tankerne, at jeg godt kunne tænke mig at have medindflydelse på beslutningerne, siger Søren Dybdal Møller som forklaring på, at han stillede op til kommunalvalget. Skoleområdet har naturligt nok hans store interesse, og han taler varmt for at få en debat om skolestrukturen i Jammerbugt Kommune. - Dermed ikke sagt, at vi nødvendigvis skal lukke skoler. Men vi skal have debatten snarest muligt om, hvordan vi giver børnene den bedst mulige uddannelse, så de kommer godt videre, siger Søren Dybdal Møller. Skolestrukturen var et emne i valgkampen, og den nyvalgte lokalpolitiker er meget opmærksom på, at vælgerne har krav på, at der så også tages fat på diskussionen. - Jeg er utrolig glad for at blive valgt, og at folk har vist mig den tillid. Det giver en ansvarsfølelse. De forventer, at man så også gør et stykke arbejde. Og det er spændende, om jeg kan leve op til det, siger Søren Dybdal Møller. Selvom Socialdemokraterne ikke fik borgmesterposten, blev det et ganske flot valg, som S-gruppen vil omsætte i så megen indflydelse som muligt. - Det råderum, kommunen har fået, er mindre end før. Så det er vigtigt, at vi i kommunalbestyrelsen forstår at prioritere de opgaver, vi har. Det er klart, at rigtig mange er hårdt spændt for økonomisk, konstaterer Søren Dybdal Møller. Ingen områder er fredet på forhånd, men en skarp prioritering er ikke det samme som at skære overalt. Søren Dybdal Møller vil blandt andet arbejde for, at Jammerbugt Kommune bliver kulturkommune. - Det er væsentligt for folk, der bor her. Jeg har altid været engageret i kultur- og fritidsarbejde, og derfor er jeg glad for at komme i kulturudvalget, siger den musikalske socialdemokrat.

Forsiden