Musikalsk vendelbo er Årets Thybo
Udmærkelsen som Årets Thybo går til organist og korleder Preben Nørgaard Christensen fra Thisted

Galleri - Tryk og se alle billederne.
HURUP:Det er organisten ved Thisted Kirke og lederen af Thisted Kirkes Drenge-mandskor, der fredag eftermiddag blev udnævnt som Årets Thybo.
Udnævnelsen skete ved Thy Erhvervsforums nytårskur, der fandt sted på Hotel Thinggaard i Hurup. Med udnævnelsen fulgte en bronzestatuette af Thisted Pigen.
Bag hæderen, der blev indført i 1998, står Sparekassen Thy og det daværende Thy Erhvervsråd. Sidstnævnte er - efter sammenlægningen med Hanstholm Havneforum - erstattet af Thy Erhvervsforum.
I sin motivationstale sagde sparekassedirektør Ivan Christiansen blandt andet, at Preben Nørgaard Christensen gennem sine godt 25 år som organist i Thisted Kirke har været med til at skabe en stor respekt omkring de musikalske oplevelser i kirken.
Det falder fint i tråd med, at prisen som årets thybo går til en person, som har markeret sig og gjort Thy kendt.
- En del af Preben Nørgaard Christensens virke er ledelse af Thisted Kirkes Drenge-mandskor. Koret har haft en flot udvikling og har gennem årene opnået ikke kun national, men også international anerkendelse. Som eksempler kan nævnes koncerter i USA, Norge, England og Australien, sagde Ivan Christiansen blandt andet.
Vendelbo i sjette generation
Preben Nørgaard Christensen kvitterede for hæderen ved at påpege, at han er vendelbo.
- Da jeg i 1986 fortalte min familie, at jeg skulle til Thisted, blev jeg mødt med en vis skepsis. Thy blev ikke regnet for noget. Og jeg kan huske, at en lille seks årig drengs aftenbøn slutte med. Kære Gud, nu kommer vi ikke til at snakke sammen mere. Jeg skal flytte til Thisted, sagde Preben Nørgaard Christensen til de over 100 fremmødte erhvervsfolk og politikeres store morskab.
Komitéen bag udnævnelsen består af Ivan Christiansen, Sparekassen Thys bestyrelsesformand Jacob Schousgaard samt Thisted Kommunes borgmester, Lene Kjelgaard Jensen (V).
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.