Musikalske billeder

Musik 19. september 2003 06:00

kunst Interludium Dronninglund Kunstcenter fortsætter sin perlerække af glimrende, seværdige udstillinger. Denne gang har man allieret sig med kunsthistorikeren Tom Jørgensen, og han har stukket en udstilling sammen, der handler om musik. De 11 kunstnere skal redegøre for, hvordan musikken influrerer på deres kunst. Om de maler til musik. Eller hvad? Og her er meldingen fra kunstneren Jane Balsgaard tindrende klar: - Jeg hader musik, siger hun. Og fortæller, at hun hellere lytter til P1. Når man ser hendes skulpturer, forstår man: De er lavet af grene, siv, strå, papir, tråd. De er sarte og delikate. De er præget af stor skønhed, og det bliver endnu skønnere, når man tænker på, hvor svært det har været. Sådan noget kan ikke laves til distraherende musik. Det første, man møder i Kunstcentret, er en suite af Tom Krøjer. "Jazz" hedder den og består af ældre billeder fra 1986-87. Her kommer musikken især frem i motivvalget og ikke så meget i malemåden. Det er let at se, at man er til jazzfestival. Men nye billeder fra Krøjer havde været en fordel. Han er meget bedre i dag... Når man kommer videre til Bentemarie Kjeldbæks billeder, så fornemmer man for alvor musikken. Det er flamenco. Her er spanske kvinder side om side med hulemalerier, og de er alle holdt i ultratynde lag af maling, så de underlæggende motiver træder tydeligt frem. Det er skønt at skue. Bjørn Pierri Enevoldsen er inspireret af Debussy. Hans billeder ligner japansk silketryk. Det er bjerge malet i kolde farver fra stor højde. Der er noget oppulent og populistisk over dem. Jens Birkemose har nogle papirbilleder med. De er lavet lynhurtigt, og de svinger i kvalitet fra det simple til det fornemme. Flemming Koefoed nævner Bruckners femte symfoni som sin kilde til inspiration. Han maler farvede felter, og det er i grunden ikke videre interessant i denne sammenhæng. Så er der lidt mere elegance over Charlotte Schrøders tekstile billeder. Her er musikken kommet ind i motivet. Der er store flader i douce farver med musikere, og i små felter finder vi cellister i skrappe farver. Det fungerer godt, og især hendes komposition "Nikolai Znaider" er meget flot. Annette Olesen nævner blandt andre Van Morrison og Cæcilie Norby som sin inspiration. Der er en fornem dybde i hendes malerier, der helst skal nydes på god afstand. "Jazz" er bedste maleri fra hendes hånd. Jonas Pihl har lavet en stribe meget udsyrede billeder i krappe og skarpe farver. De kunne ligne pladeomslag fra hippieorkestre fra 60'erne. Der er tale om harmoniske mønstre, men i længden bliver det dog for anmassende og ensformigt. Barbro Åberg er keramiker. Hendes skulpturer er flotte og ligner maskindele fra landbruget. Det er noget, der fylder godt op i rummet. Egon Bjerg Nielsen er inspireret af Bach. Han maler i pastelagtige, milde farver, og han falder dermed noget uden for det øvrige selskab, hvor mange har valgt de mere skarpe farver. Måske er det derfor, han er sendt op på første sal, hvor han udstiller sammen med Jane Balsgård. Har man lyst til at få musikken med, kan man låne en discman på kunstcentret og høre, hvad hver enkelt kunstner er inspireret af. Det er en seværdig udstilling, og det er en glimrende tanke, at kombinere de mange kunstnere på et alternativt plan, nemlig via musikken. Max Melgaardmax.melgaard@nordjyske.dk "Præludium". 11 kunstnere på Dronninglund Kunstcenter. Kurator: Tom Jørgensen. Til 5. oktober.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...