Musikalske bobler

Ungdomssymfoniorkester i Det Musiske Hus

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

13-årige Christa har spillet violin i seks år. Hun er glad for at spille og ville ikke undvære det. Men det er et svært instrument, si'r hun.

100 børn og unge fra hele Nordjylland, blandt dem 13-årige Christa fra Østervrå , spiller med en energi, der får sneen til at smelte ved Det Musiske Hus i Frederikshavn. Christa med efternavnet Seritslev Larsen har spillet violin, siden hun var syv år. Hun går i musikskole. Men hun har sjældent mulighed for at spille i et stort orkester. Det har hun denne weekend. Tre gange om året samles musiskskoleelever fra hele Nordjylland med unge fra orkesterskolen i Aalborg, der underviser i instrumenter, som musikskolerne typisk ikke tilbyder. Som obo, horn og fagot. Sammen danner de unge et symfoniorkester, hvor hele spektret af klassiske instrumenter glider sammen. Årets første samling foregår i Frederikshavn. - Det er sjovt, og man lærer en masse af at spille sammen, siger Christa. - Det specielle er, at vi samler alle instrumenter, siger Morten Lønborg Friis, musikskoleder og dirigent. - Så oplever de unge musikken på en ny måde. Der er musikstykker, som skal spilles af et helt symfoniorkester for ikke at lyde forkølet. Orkesterspil er en kompliceret samarbejdsøvelse, men efter sådan et stævne starter deltagerne også et helt nyt sted. De fleste deltagere ovennattede på Ørnevejens Skole, og søndag fortsatte de med at øve frem til den afsluttende koncert i det musiske hus.