Musikalske venner Early in the Morning

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

BT Bramsted og Sæbygarden har besøgt hinanden stort set hvert år siden engang midt i 60’erne. Foto: Carl Th. Poulsen

SÆBY:Den fik på alle tangenter, trækbasuner, trompeter, trommer, fløjter og diverse andre instrumenter i Sæby Kulturhus søndag formiddag. Sæbygarden har hele weekenden haft besøg af det tyske venskabsorkester BT Orchester fra Bad Bramsted, der ligger cirka 50 km nord for Hamborg, og de musikalske venner sluttede med en fælles koncert. De lagde ud med Early in the Morning, selv om vi alle havde fået en ekstra time foræret som følge af overgangen til vintertid - og det kom meget tilpas, for musikanterne har haft en hård weekend. Lørdag aften stod på social sammenkomst i kulturhuset, hvor squaredanserne fra Gærum forsøgte at lære de unge musikanter at danse squaredans. - De er bedre til at spille end at danse, kan jeg hilse og sige, fortæller Henning Melgaard, der er formand for Sæbygarden. - Venskabet med BT Orchester går helt tilbage til engang i 60’erne og det er der kommet meget godt ud af. Blandt andet fire ægtepar, fortæller Henning Melgaard. Sæbygarden og BT Orchester besøger hinanden på skift og det er blevet til mange venskaber og kontakter imellem de unge musikanter. - Tyskernes tidligere dirigent Walter Kruse startede Erste Europäische Orchester, hvor unge under 25 år fra hele Europa mødtes og spillede sammen. Det har flere af vores musikanter deltaget i og som venskabsorkester har vi en særstatus hos vore tyske venner og kan deltage med ligeså mange, vi vil, siger Henning Melgaard.