Musikask Columbus i kamp med vikingerne

Skolevæsen 15. februar 2005 05:00

AARS: Columbus fandt Amerika, det var en bøvlet affære og i øvrigt troede han, det var Indien, han kom til. Det er alt sammen kendt stof, der netop i disse dag genudkommer på Aars Skole i en ny, opdateret og særdeles musikalsk udgave. Skolen har nemlig valgt en af verdens bedst kendte opdagelsesrejser som tema for den musical skolen som en fast tradition sætter i søen op til vinterferien. Det er som tidligere skolens 8. og 9. klasser, der spiller med og bag manuskriptet, der er helt hjemmestrikket står et fast lærerteam, der består af Lissi Salling, Rune Erlandsen og Leo Bech. I år er skolens valghold i musik og bevægelse også med i forestillingen, der tillader sig et par fantasifulde tilføjelser, som måske ikke er helt historisk korrekt, men som i hvert fald sætter gang i historien og yder historien retfærdighed. Eksempelvis optræder der vikinger fra Himmerland i stykket, en dejlig steg i form af høvding Store Hånds datter og en drikfældig inkvisator. - Temaet er Columbus' opvækst i Genova, hans rejse til det, han troede var Indien, hans møde med de indfødte og sammenstødet med de frygtelige vikinger fra Himmerland, fortæller Leo Bech, der erkender, at lige dér er der tale om et sammenstød i tid. - Men vikingerne var der altså først, påpeger han. Der er omkring 20 aktører på scenen i forestillingen, som spiller tre gange. Her til formiddag er det skolens mindste elever der får fornøjelsen, i morgen aften spilles der for "mellem-eleverne" og torsdag aften er forældre og eks-aktører fra tidligere år inviteret.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...