Musikcaféen lægger ud med irske toner

Ida Smith
Duoen Jane & Shane spiller irsk og skotsk folkemusik ved Musikcaféens næste koncert. Arkivfoto
Musik 4. september 2007 06:00

FARSØ: Musikcaféen i Farsø er som sædvanligt klar med musik til den mørke efterårstid. Første koncert er programsat til 27. september, hvor duoen Jane & Shane gæster Hotel Farsø. Jane Clark (violin og vokal) og Shane Donnelly (vokal, guitar og bodhrán) blev for alvor kendt, da de blev inviteret med til at optræde i Niels Hausgaards tv-show i 2003. De optræder med irske og skotske folkesange, men blander også repertoiret op med andre genrer som klassisk og jazz. Jane Clark kommer fra Kent i England og er uddannet i den klassiske musikverden, mens Shane Donnelly er fra Limerick i Irland. Han har mange års turnéerfaring som solist og som medlem af irske folk- og rockbands. De to bor nu i Danmark. 25. oktober er der besøg fra Visens Venner, der har lokalt islæt. De vil optræde med blandt andet Sigfred Pedersen sange, og publikum vil blive inviteret til at synge med i udvalgte numre. Det sidste arrangement i 2007 byder på Matadors Country, der spiller et meget varieret repertoire inden for countrymusikken. De kommer 22. november. Musikcafèens bestyrelse har også allerede planen klar for 2008. Her bliver det navne som Advokatens New Orleans Jazzband, Bhutho & Hauge, The Islanders og Østjysk Musikforsyning, der præsenteres.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...