Musik

Musikere kritiserer kampagne mod musik-kopiering

KØBENHAVN:Der er intern uro i musikbranchen omkring indsatsen mod piratkopiering af musik på nettet. En nyligt opstartet underskriftsindsamling blandt Kodas medlemmer kritiserer organisationens deltagelse i den såkaldte Antipiratgruppes kampagne imod piratkopiering af musik på nettet. Indtil nu har omkring 200 primært yngre musikere fra hovedstaden skrevet under på en opfordring til Koda - der varetager danske og internationale ophavsrettigheder for komponister, sangskrivere og musikforlag - om at trække sig ud af Antipiratgruppen. Initiativet er taget af medlemer af bandet Tiger Baby. - Jeg føler mig medansvarlig for, at unge mennesker bliver mødt med erstatningskrav, som de ikke kan betale. Dem, som downloader musik er ikke skumle kriminelle, men almindelige mennesker, siger Benjamin Teglbjærg fra bandet Tiger Baby - et yngre band med en enkelt album-udgivelse i baggagen. /ritzau/