Musikhus af arkitekturens avantgarde

HIMMELB(L)AU:Til de, der måtte have interesse i mere viden om den østrigske arkitektgruppe bag det nye musikhus, kan jeg oplyse, at Baucooperative Himmelb(l)au (1968) er at finde blandt arkitekturens avantgarde i verden. Firmaet tilstræber et autentisk formsprog, der kan mærkes. Arkitektur er ikke tilpasning. Tilpasning og indordning er som samfundslivet udtryk for en ubevægelig, opportunistisk og rigid holdning. Arkitektur er NU. Skabelsesøjeblikket adskiller og bestemmer. Er dette uden tvang, klicheer, ideologi eller formalisme, bliver arkitekturen fri. Coop's indgang til arkitekturen er udpræget kunstnerisk eksperimenterende. Coop Himmelblau arbejder i en arkitektretning, der kaldes New Spirit, en slags farens æstetik, det momentane og uafrystelige, den knuste fuldkommenhed, en arkitektur med en aggressiv skrøbelighed, så sart og skør som glas og med glassets kraft og brudlinier. Coop himmelb(l)au ønsker det foruroligende element i arkitekturen. De ønsker en arkitektur, der yder mere, bløder, udmatter, er hvirvlende og som endda kan brase sammen. En arkitektur, som lyser, stikker, flænger, forlænger smerten. En arkitektur, som kløfter, ophidsende, glat, hård, kantet, brutal, rund, øm, farverig, hæslig, vellystig, drømmende, tillokkende, frastødende, våd, tør og pulserende. Levende eller død. Hvis kold, da kold som en isklump. Hvis varm, da hed som en brændende vinge. Hvis kulturen ikke længere opleves som entydig, bør også arkitekturen afspejle den kompleksitet og mangetydighed, som er den aktuelle kulturs virkelighed. Dette kan medføre, at gamle bygningsstrukturer må nedbrydes, ikke for ødelæggelsens egen skyld, men for at eliminere de fortidslevn, der hindrer i at skabe nye, tidssvarende rumdannelser. Coop Himmelb(l)au understreger og tilstræber at udtrykke det åbne rum. En åben arkitektur, der skal virke forrevet, men samtidig så delikat, at den ikke skader. At blande bløde med aggressive former og at introducere indslag af det ikke-kendte i det kendte, og skabe skønhed uden sikkerhedsnet." Må denne viden have en afsmitning på indholdet i det kommende musikhus i Aalborg.