Ledelse

Musikhus i million-strid med rådgiver

En indædt strid om millioner af kroner har i de senere måneder belastet forholdet mellem styregruppen bag Musikkens Hus og den nærmeste rådgiver - Carl Bro A/S.

Striden handler om en meget stor ekstraregning fra rådgiverfirmaet og har i en periode ført til, at parterne har kommunikeret via advokater. - Det er ikke betryggende, og det lyder ikke som en god proces. Det er ikke noget sundhedstegn, når man kommunikerer gennem advokater, siger bestyrelsesmedlem og amtsborgmester Orla Hav (S), som først blev bekendt med sagen på det seneste bestyrelsesmøde. NORDJYSKEMedier erfarer, at balladen opstod, da Carl Bro A/S kom med en ekstraregning på flere millioner kroner, oven i de knap seks millioner kroner, som det oprindeligt blev aftalt, at firmaet skulle have for at være bygherrerådgiver. Bygherrerne afviste ekstraregningen, og efter en periode, hvor parterne forhandlede via advokater, endte sammenstødet i et forlig, som betyder, at musikhuset slipper med at betale 1,1 million kroner ekstra. Trods sagens omfang og alvor fremgår det af referatet fra det seneste bestyrelsesmøde, at bestyrelsen måtte hive sagens kendsgerninger ud af den daglige ledelse. - I første omgang fik vi blot meddelelse om, at der havde været en sag, som involverede advokater. Jeg undrer mig over, at det var nødvendigt at stille opklarende spørgsmål for at få ordentlig besked om en sag, som jeg anser for at være væsentlig, siger Orla Hav. Professor Finn Egeland Hansen, der netop nu forlader bestyrelsen for at gå på pension, er stærkt bekymret. - Situationen er generelt voldsomt tilspidset og har ikke mindst været det siden forårets helst skæve skud på, hvad man kunne få for pengene, siger Finn Egeland Hansen med henvisning til den katastrofale licitation, som afslørede, at projektet mindst ville blive 100 millioner kroner for dyrt. Ifølge NORDJYSKEs oplysninger var det blandt andet efter råd fra Carl Bro A/S, at bygherrerne kastede sig ud i licitationen, som måtte aflyses, hvilket sendte projektet ud i dyb krise og uvished. Oven på tvisten om ekstraregningen bad bestyrelsen på seneste møde om en kopi af kontrakten med Carl Bro, ligesom hele rådgiverorganisationen nu skal undersøges. Bekymringen har også sneget sig ind på kredsen af bidragydere, som tilsammen har doneret over 50 millioner kroner til projektet. - Det er uheldigt, at sådan noget her kommer oven i de andre vanskeligheder, siger den aalborgensiske hoteldirektør Ole Svane Bødtger. Hos Carl Bro A/S ønsker man ikke at kommentere sagen, men henviser til musikhusets ledelse og direktion, som dog først kan besvare spørgsmål i den kommende uge.